Sundhedsstyrelsen dropper det
Styrelse dropper ifølge Politiken anbefaling om at sætte fødsler i gang allerede fra en uge efter termin
Sundhedsstyrelsen vil alligevel ikke anbefale, at kvinder, der er gået over termin, sættes i gang med at føde tidligere.
Det skriver Politiken.dk.
I december 2021 sendte styrelsen ellers et forslag i høring, om at fødsler skulle sættes i gang allerede fra en uge efter termin.
Det ville være et brud med den hidtidige anbefaling om, at igangsættelse sker, når den gravide er gået mellem 10 og 12 dage over termin.
Ingen enighed
Men forslaget, der blev sendt i høring om tidligere igangsættelse, bliver ikke umiddelbart til virkelighed.
Det fremgår af et brev fra styrelsens direktør, Søren Brostrøm, som Politiken har set.
Brevet er sendt til blandt andet Jordemoderforeningen, Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi og en til lejligheden nedsat arbejdsgruppe.
Baggrunden er ifølge Politiken, at der ikke har været faglig enighed mellem jordemødrene og fødselslægerne om grundlaget for at ændre anbefalingen.
Ikke realistisk
Kritikerne stillede sig ifølge Politiken skeptisk over for, at tidligere igangsættelse kunne forebygge syv dødfødsler om året.
Desuden var der skepsis i forhold til, at det ikke vil være realistisk at ændre på praksis med de hænder, der er til rådighed på fødegangene.
Formand for Jordemoderforeningen Lis Munk er tilfreds med, at der ikke ændres på anbefalingen.
Større risiko for død
- Det er klogt, for vi bliver nødt til lige at tænke os om en ekstra gang, og det har vi god tid til. Desuden fordi den behandling, vi tilbyder gravide i dag, er meget sikker og ansvarsfuld, siger hun til Politiken.
Formanden for fødselslægerne, Annemette Wildfang Lykkebo, er til gengæld ærgerlig over sagens udfald.
- Vi ved, at der er en større risiko for, at barnet dør, jo længere tid, der går efter terminen, siger hun til dagbladet.