Stort studie: Uhyggelig adfærd går i arv

Et kæmpe registerstudie dokumenterer, hvordan børn kan overtage deres forældres selvmords­adfærd. Vigtigt for forebyggelse at spørge ind til familiehistorien, siger fagfolk

Børn risikerer at overtage deres forældres selvmordsadfærd, viser nyt kæmpe studie.
Børn risikerer at overtage deres forældres selvmordsadfærd, viser nyt kæmpe studie.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad

Det sker forbavsende ofte, at mennesker med selvmordstanker, som kontakter telefonrådgivningen Livslinien, også kan fortælle, at personer i deres nære familie tidligere har forsøgt eller har begået selvmord.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Dén information får en ekstra alarmklokke til at ringe hos direktør Jeppe Kristen Toft, for fagpersoner inden for selvmord ved godt, at selvmordsadfærd i et eller andet omfang er arvelig.

Men nu er den praktiske erfaring dokumenteret i et nyt dansk registerstudie.

Det enorme studie viser, at har man en mor eller far, som har forsøgt selvmord, så har man selv en mere end dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord end personer uden den erfaring.

Og har man en forælder, som er død ved selvmord, er risikoen for, at man selv begår selvmord, tre gange større.

”Vi har altid handlet ud fra den forudsætning, at arvelighed er et fænomen, og vi er rigtig glade for, at forskning nu slår fast, at det faktisk forholder sig sådan. Med den forskning i baghånden vil vi på Livslinien nu tale om, hvordan vi mere systematisk kan spørge ind til selvmordsadfærd i den nære familie, når vi rådgiver,” siger Jeppe Kristen Toft.

4,5 millioner er med

Studiet er publiceret i det anerkendte tidsskrift Lancet Psychiatry og er det hidtil mest omfattende, der viser, hvordan selvmordsadfærd kan gå i arv, så børn har en livslang risiko for at gentage forældrenes handlinger.

Knap 4,5 millioner personer indgår i studiet, og deres adfærd er fulgt i 1980-2016.

3,4 procent havde forældre, som havde forsøgt selvmord, mens 0,7 procent havde mistet en forælder til selvmord.

Knytter sig til handlingen

Anne Ranning er forsker ved Region Hovedstadens Psykiatri og Institut for Psykologi på Københavns Universitet og hovedforfatter på studiet.

Det viser ifølge hende, at selvmordsforsøg og selvmord er forskellige handlinger, hvor arveligheden knytter sig specielt til den handling, forælderen har begået.

”Den højeste risiko for selvmordsforsøg finder vi hos børn af forældre med selvmordsforsøg, og på samme måde har børn, hvis forældre er døde af selvmord, størst risiko for selv at dø af selvmord. Og det er en markant øget risiko,” siger hun, men understreger, at langt de fleste børn af forældre med selvmordsadfærd ikke gentager forældrenes handlinger.

Søg hjælp

Her får du fakta om selvmord og viden om, hvordan du søger hjælp.

2254 mænd og 792 kvinder valgte i årene fra og med 2010 til og med 2014 at tage deres eget liv. Det er godt 600 selvmord om året.

Livslinien fører hvert år mere end 14.000 samtaler med pårørende til folk, der overvejer at tage deres eget liv – folk, der overvejer at tage deres eget liv og folk, der er i færd med at gennemføre et selvmordsforsøg.

Du har mange muligheder for at få hjælp, hvis du overvejer at tage dit eget liv. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – din egen læge og mange, mange andre. Se eventuelt Livsliniens oversigt over rådgivningstilbud.

Er du pårørende til en, der har begået selvmord, findes der også foreningen Efterladte.dk.

 

Powered by Labrador CMS