Stort fald i Danmark
Den faldende kræftdødelighed viser, at det går godt på kræftområdet i Danmark, siger professor bag ny analyse
På ti år er kræftdødeligheden faldet med to procent hvert år.
Det viser en kræftanalyse fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
De nye tal viser, at det går godt på kræftområdet i Danmark. Der er nemlig tale om et markant fald i kræftdødeligheden.
Sådan lyder det fra Henrik Møller, professor og epidemiologisk leder i Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
- Det tror jeg ikke, at nogen havde forudset for 20 år siden, siger han.
Alle former
Kræftanalysen omfatter alle kræftformer.
Den viser, at dødeligheden også er faldet markant for brystkræft og lungekræft, som er blandt de store kræftsygdomme.
På ti år er dødeligheden for brystkræftpatienter faldet med 26 procent.
Imens er den faldet med 24 procent for patienter med lungekræft.
Flere årsager
Ifølge Henrik Møller er der flere årsager til, at kræftdødeligheden er faldet med to procent hvert år.
For det første er der færre danskere, som får kræft. For det andet har de kræftramte danskere en større chance for at overleve sygdommen.
- Der er en lavere forekomst af kræft, fordi færre ryger i dag end for 20 år siden.
- I den aktuelle periode oplever vi bedre kræftbehandling takket være nye måder at behandle på og takket være en bedre måde at bruge de eksisterende behandlingsmuligheder, siger Henrik Møller.
Han forventer, at kræftdødeligheden vil falde yderligere de kommende år.
Dog understreger han, at den ikke vil falde for evigt, og at der altid vil være en dødelighed for kræftsygdomme.
Danmark halter efter
Professoren har også undersøgt kræftdødeligheden i Norge og Sverige.
Hvis man sammenligner Danmark med de to andre nordiske lande, er det tydeligt, at Danmark halter efter, siger Henrik Møller.
- Niveauet er højere i Danmark end i Norge og Sverige. Det ser ud som om, at Danmark lakker 10-15 år bagud i forhold til vores nabolande i denne her henseende.
Han påpeger, at man endnu ikke ved, hvad forskellene skyldes, men at det er noget, som bør undersøges. Det kan nemlig resultere i vigtig læring fra Norge og Sverige.