Stor dansk filmskaber bliver fejret

Filminstruktør Mikkel Nørgaard tog langt tilløb til sin første spillefilm og slog i stedet sit navn fast med flere tv-serier. 23. januar fylder han 50 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Hans står bag nogle af de senere års absolut største billetsælgere i de danske biografer.

Men det krævede et tilløb, hvor han først slog sit navn fast ved at instruere flere af de mest populære tv-serier i senere år, "Langt fra Las Vegas" og "Klovn".

Faktisk tog den danske instruktør Mikkel Nørgaard, der 23. januar fylder 50 år, tilløb i ni år til sin første spillefilm, efter han forlod filmskolen i 2001.

Begyndelsen på karrieren

Først i 2010 debuterede han som filminstruktør med "Klovn - the movie", der byggede på tv-succesen med komikerne Casper Christensen og Frank Hvam i rollerne som sig selv.

Det blev den største danske biografsucces i 2010 og solgte samlet over 800.000 billetter.

Samarbejdet med Casper Christensen og Frank Hvam blev definerende for begyndelsen af Mikkel Nørgaards karriere.

- Da jeg kom ud af Filmskolen, var jeg træt og gad faktisk ikke at lave film. Jeg lavede reklamefilm i et års tid for at få noget at spise.

Har noget særligt

- Og så spurgte Casper Christensen og Frank Hvam mig, om jeg kunne tænke mig at instruere de sidste 15 afsnit af "Langt fra Las Vegas". Jeg anede ikke, hvorfor de spurgte, men så klikkede vi rigtig godt, har Mikkel Nørgaard fortalt filmmagasinet Ekko.

Filminstruktør Mikkel Nørgaard står bag flere publikumssucceser i de danske biografer. Han fylder 50 år tirsdag den 23. januar 2024. (Arkivfoto).

Det blev til et videre samarbejde om tv-serien "Klovn".

- Casper og Frank føler jeg næsten, jeg er vokset op med. Vi har noget helt særligt sammen, har Mikkel Nørgaard sagt til TV 2.

En ny genre

Efter "Klovn"-succesen blev Mikkel Nørgaards næste film i en noget anden genre.

I 2013 instruerede han filmatiseringen af Jussi Adler Olsens roman "Kvinden i buret". Også den trak fulde huse i biograferne og blev den mest sete film i 2013.

Den overgik Mikkel Nørgaard året efter med efterfølgeren, "Fasandræberne", der blev den mest sete film i de danske biografer i 2014.

Arbejdet på flere serier

Siden har Mikkel Nørgaard, der er født og opvokset i Aarhus, instrueret yderligere to spillefilm i ''Klovn''-trilogien, ''Klovn Forever'' (2015) og ''Klovn the Final'' (2020).

Mikkel Nørgaard har i karrieren også instrueret afsnit af serierne ''Anna Pihl'' og ''Borgen'', ligesom han har skrevet manuskript til den fjerde film i serien baseret på Jussi Adlers krimier om afdeling Q, ''Journal 64'', fra 2018.

Powered by Labrador CMS