Stor dag for Per Pallesen

Per Pallesen har haft mange roller - også bag scenen. Med "Matador" blev han landskendt. Kælderen er fyldt med vin. 30. april fylder han 80 år

Offentliggjort Sidst opdateret

Nogle kender ham som Mathiesen i 1980'ernes tv-satireprogram "Dansk Naturgas", hvor han spillede over for fru Christoff i skikkelse af Tommy Kenter.

Udtryk som "osse li' på en studs" og "what do you have in your tæjsk today" kan stadig høres.

For andre er det billedet af Ib Abelsøn i "Gøngehøvdingen" eller "Pallesen-Pilmark-show", der dukker op.

Men for de fleste er Per Pallesen forbundet med tjener Boldt i "Matador".

Betyder meget

Og det er han godt tilfreds med, fortalte han for nogle år siden i et interview med Ekstra Bladet.

- Serien har betydet utrolig meget. Den var med til at gøre mig kendt, og når man bliver det, får man tilbudt flere roller.

Per Pallesen, der fylder 80 år 30. april, stammer fra Aars i Nordjylland. Som ung arbejdede han på det lokale hotel sammen med en tjener, hr. Pedersen.

Det var hos ham, Per Pallesen mange år senere hentede inspiration til rollen.

Den opblæste Severin Boldt blev en parodi på den gamle tjener.

Dukketeater som barn

Allerede som barn spillede Per Pallesen dukketeater for de andre børn i Aars, men ellers lå skuespillet ikke lige for. Hans far var prokurist og moderen sygeplejerske.

Selv kom han i lære som sparekasseassistent.

Men det holdt ikke, for kort efter begyndte han som elev på skuespillerskolen ved Aalborg Teater.

Siden flyttede han til København, hvor det udover tv er blevet til teaterforestillinger, revyer, shows og film.

Masser af teater

På teatret har han blandt andet optrådt i musicalerne "Styrmand Karlsens flammer" og "Spillemand på en tagryg".

Han har også haft roller på Det Kongelige Teater og på Aveny.

Ud over at være skuespiller har Per Pallesen været instruktør og direktør på Hjørring Revyen, teaterchef på Nørrebro Teater og direktør og kunstnerisk leder på det tidligere Lorry på Frederiksberg.

God mad og vin

Der er dog også plads til andet end skuespil. Per Pallesen er vild med god mad og vin.

Det sidste har han investeret i siden midten af 1960'erne, og efterhånden har han opbygget en vinkælder med flere tusind flasker.

Glæden har han givet videre på tv og ved foredrag, ligesom har han skrevet bøger om sin passion.

Dertil bøger om de gode spisesteder i Trastevere i Rom, hvor han i mange år har haft lejlighed.

Per Pallesen fylder 80 år 30. april. Her er han fotograferet med sin datter Trine Pallesen. (Arkivfoto).
Per Pallesen fylder 80 år 30. april. Her er han fotograferet med sin datter Trine Pallesen. (Arkivfoto).

Gift i 2010

Per Pallesen er gift med tandlæge Vivian Dencker. De blev kærester i 2010, og året efter sagde de ja til hinanden i Provence i Sydfrankrig.

Han har tidligere været gift med skuespiller Kirsten Peüliche, som han har to døtre med, Trine og Sofie Pallesen, som begge er skuespillere.

Sammen med Sofie stod han i 2019 bag "Hattejagten" på Riddersalen i København. En børneforestilling om en morfar (Per Pallesen), der pludselig mister den hat, der ellers altid sidder på hans hoved.

I jagten på den føres han tilbage til barndommens land - måske til Aars.

Powered by Labrador CMS