Stik nu piben ind, Søren

TV-stationerne genudsender i et væk - nu er Søren Ryge også begyndt at genudsende sig selv - med omvendt fortegn. Newsbreak.dk's chefredaktør Claus Jessen er træt af selvsmagende TV-værter

Offentliggjort Sidst opdateret

Man skulle næsten ikke tro det muligt.

Danmarks Radio og TV2 bringer genudsendelser af oldgamle programmer i et hysterisk væk. Nu begynder også havevandreren Søren Ryge at genudsende sig selv. 

Oven i købet med omvendt fortegn, forstår man.

Søren Ryge skal nemlig interviewe sin kameramand Egon Rix om, hvordan det var at lave TV-programmer med - hold nu fast - selveste Søren Ryge. 

Programmet bliver sendt onsdag.

Kære Danmarks Radio: Stik nu lige pinden ind, når Ryge ikke selv kan.

Er der slet ingen grænser for det idiotiske selvsmageri, som præger TV-producenter, TV-stationer og personligheder i TV-branchen?

Studieværter interviewer TV-stationens egne journalister i et hæsblæsende tempo.

Så snart man ikke kan finde et kompente offer, som passer ind vinklen på nyheds-indslaget, så tropper en eller anden journalist eller redaktør op og lader sig interviewe om snart det ene - og snart det andet.

Således bliver journalisterne både kommentatorer og neutrale budbringere af nyheder. Det er jo rent pip.

Reportere bliver sendt i marken for at lade sig interviewe om alt muligt på denne jord. Hvis en bro bliver gratis at køre over, så er det naturligvis vigtigt, at reporteren kører det halve af Danmark rundt for at kunne lade sig interviewe foran monumentet.

Ellers kan vi seere naturligvis slet ikke begribe budskabet.

I dag er datidens fremragende dokumentar-programmer blevet aflyst til fordel for selvglinsende reality-udsendelser, som hverken fører seerne frem eller tilbage. 

Med mindre altså, at deltagerne i reality-showet dyrker sex for åben skærm.

I bund og grund handler det hele om besparelser. Det er billigere og hurtigere at interviewe hinanden end at finde gedigne og troværdige kilder.

Det er nemmere at skabe en kunstig virkelighed med stigende spændingskurver og konflikter i et reality-show end at beskrive virkeligheden i denne besværlige og svært styrbare verden, vi befinder os i. 

Hvis man endelig skal se noget rigtig TV fra virkeligheden, så er det konceptmæssigt meget vigtigt, at en eller anden knaldperle af en kendis-person traver rundt foran kameraet og fortæller os, hvad vi sidder og glor på. 

Du kan heldigvis slukke, når Ryge endnu engang iscenesætter sig selv på DR. 

Men du kommer naturligvis til at betale licens og skat til DR alligevel.

Kan du se røgen?

Powered by Labrador CMS