Står som sild i en tønde
Selv om strejke blandt DBS's klargøringspersonale er afblæst, præger arbejdsnedlæggelsen togtrafikken fredag
De seneste dages strejke hos DSB er ophørt, men præger alligevel togtrafikken resten af ugen.
På blandt andet strækningerne Aarhus - Odense - København og Aarhus - Hamburg forventes der fredag kortere togsæt og dermed færre pladser i togene.
Det skriver DSB på sin hjemmeside.
Flere aflysninger
På strækningen Aarhus - Hamburg er der indsat togbusser på noget af strækningen.
Også strækningen Kalundborg - Holbæk - København er ramt.
Her er et tog i timen i dagtimerne aflyst i begge retninger mellem Holbæk og København.
Også mellem Nykøbing Falster og København er en afgang i timen i dagtimerne aflyst.
Pukkel
- Vi kan konstatere, at håndværkerne er vendt tilbage til arbejdet, efter at der har været en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der begyndte i mandags, lød det fra informationschef i DSB Tony Bispeskov torsdag.
De mange dages stilstand på DSB's værksteder har efterladt en pukkel af vedligehold, som DSB nu er i gang med at danne sig et overblik over.
Går flere dage
Derfor vil der gå nogle dage, før DSB forventer at være tilbage i normal drift, lød det torsdag.
Rejsende opfordres til at tjekke på Rejseplanen eller DSB's hjemmeside, om deres rejse påvirkes.