Stærkt bekymrede over DR
Efter planen skulle næste episode af "Ellen Imellem" udkomme onsdag. På DR's hjemmeside står der nu 1. juni
DR-programmet "Ellen imellem" skal sættes på pause, lyder det fra fagforeningen DM.
Foreningen ønsker, at Pressenævnet skal tage stilling til programmet.
Efter planen skulle næste afsnit udkomme onsdag morgen. På DR's hjemmeside fremgår det nu, at næste afsnit først udkommer 1. juni.
Stærkt bekymrede
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra DR om tidspunktet for udgivelse.
Fagforeningen DM har samtidig i en mail klaget til DR's øverste ledelse efter det udskældte program.
Det skrev Politiken mandag. Avisen har set mailen, der er stilet til DR's bestyrelsesformand, Marianne Bredsted, og generaldirektør Maria Rørbye Rønn.
- Vi er stærkt bekymrede over, at denne her sag kommer til at skade både udbredelsen af viden og skade forholdet mellem medier og forskere og eksperter, fordi folk simpelthen føler sig så narret og ført bag lyset, siger formanden for den akademiske fagforening, Camilla Gregersen, til avisen.
Føler sig misbrugt
Flere af fagforeningens medlemmer føler sig misbrugt efter deres medvirken i programmet.
Fagforeningen DM er samtidig i gang med at udarbejde en "større" klage til Pressenævnet. Det oplyser foreningen til Politiken.
Henrik Bo Nielsen, direktør for kultur, børn og unge i DR, fastholdt tirsdag, at programmet er inden for skiven.
Gjort os umage
- Jeg er naturligvis ked af, at de medvirkende har opfattelsen af, at de ikke er blevet informeret godt nok om, hvad de har sagt ja til at deltage i. Vi synes ellers selv, vi har gjort os umage og fortalt om programmets emne, satiriske indhold og overraskende spørgsmål på forhånd, siger han i en skriftelig kommentar.
I programmet bliver forskere, andre eksperter og politikere interviewet af en person med en bestemt holdning, der stiller spørgsmålene i øresneglen på en journalist. Derfor tror de medvirkende, at de bliver interviewet af journalisten.