Stædige patienter får forlomme til kræftoperation
Læger på Aarhus Universitetshospital var bekymret for praksis, der rykkede nogle patienter frem på venteliste
Kræftpatienter, der har ventet på en kræftoperation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, som har gjort indsigelser mod lange ventetider, er rykket frem på ventelisten.
Det fremgår af et referat fra et møde på afdelingen fra den 18. januar i år, som DR har set. Mødet var mellem læger fra afdelingen og den ansvarlige cheflæge, Charlotte Buchard Nørager.
Synes det er uretfærdigt
Her fremgår det, at lægerne er bekymret for netop det, at patienter, der gør indsigelser, rykker frem på ventelisterne.
- Vi taler om det uretfærdige i, at patienter der brokker sig opad i systemet eller ønsker behandling i udlandet kommer foran i køen.
Bliver ikke ændret
- CBU (Charlotte Buchard Nørager red.) siger, at det altid har været sådan, og at der ikke vil blive ændret ved den gældende praksis. Det er de stærke patienter der kommer foran i køen, fordi de kontakter systemet opad, lyder det i referatet.
I en officiel redegørelse fra Region Midtjylland kom det i april frem, hvor mange patienter med tarm kræft, der igennem et år har ventet længere på en operation på Aarhus Universitetshospital (AUH), end de skulle.
Her fremgår det, at der er tale om 293 berørte patienter i en periode fra januar 2022 til og med februar i år.