Stadig ingen aftale: Prøver igen

Forhandlingerne mellem piloterne og SAS sluttede natten til fredag uden aftale

Offentliggjort Sidst opdateret

Parterne i striden mellem SAS og selskabets piloter genoptager forhandlingerne klokken 10 fredag formiddag.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Man valgte at sætte forhandlingerne på pause klokken 01.00 natten til fredag, idet parterne fortsat ikke har fundet frem til en aftale.

Den norske mægler i konflikten, Mats Wilhelm Ruland, sagde i nat, at der fortsat er flere ubesvarede spørgsmål.

- Det er nogle meget komplicerede forhandlinger. Der er tre lande og fire forskellige fagforeninger, sagde han ifølge mediet VG.

- Det er svært at løse det her.

Altafgørende

Samtidig understreger han, at det er altafgørende at nå frem til en løsning.

- Jeg har ikke før været med til forhandlinger, som har taget så lang tid som disse, lød det fra Mats Wilhelm Ruland natten til fredag.

Onsdag mødtes parterne for første gang, siden omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige gik i strejke mandag den 4. juli.

Siden har strejken kostet SAS op mod 90 millioner kroner dagligt. Det oplyste luftfartsselskabet i en pressemeddelelse torsdag.

270.000 passagerer er blevet ramt

Torsdag var meldingen desuden, at 2550 flyvninger hidtil er blevet aflyst som en konsekvens af konflikten.

Det har ifølge SAS ramt flere end 270.000 passagerer.

En del af baggrunden for konflikten er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne. Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Konflikten mellem SAS og selskabets piloter fortsætter - det samme gør forhandlingerne om at finde en løsning på konflikten. Klokken 10 fredag formiddag mødes forhandlerne igen.
Konflikten mellem SAS og selskabets piloter fortsætter - det samme gør forhandlingerne om at finde en løsning på konflikten. Klokken 10 fredag formiddag mødes forhandlerne igen.

SAS - et samarbejde

Læs mere om SAS her:

* SAS blev grundlagt i 1946 ved en sammenlægning af de nationale luftfartsselskaber i Danmark, Norge og Sverige.

* Første tur gik til New York 17. september 1946. Turen tog 25 timer, og det var nødvendigt at gøre tre stop på vejen for at tanke.

* Før coronakrisen havde SAS mere end 800 daglige afgange, og om året fløj selskabet omkring 30 millioner passagerer til over 125 destinationer i verden.

* Coronakrisen har dog givet et stort dyk i antallet af afgange og passagerer, og det har naturligt nok gjort ondt på SAS’ økonomi.

* I marts fløj selskabet eksempelvis med omkring en million passagerer. Det var cirka 60 procent færre passagerer end i samme måned året før.

* Sverige og Danmark ejer 29 procent af aktierne i SAS. Tidligere har den norske stat også været aktionær.

* SAS havde ved udgangen af januar lidt over 10.000 fuldtidsansatte.

Powered by Labrador CMS