Stå op inden 7 - ellers kan det koste kassen
Hvis husejere ikke rydder for sne eller salter på fortovene, kan fodgængere, der er ude for faldulykker, få erstatning
Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis fortovet ikke er ryddet.
Og du skal stå tidligt op, hvis du ikke vil have en potentiel erstatningssag på halsen.
52 ambulancer er rykket ud til faldulykker på Fyn tirsdag morgen, oplyser Fyns Politi på Twitter. Ulykkerne er sket mellem klokken 6 og klokken 11 i blandt andet indkørsler og på trapper.
Som husejer har man en forpligtelse til at forhindre, at sådanne ulykker finder sted.
Hvis man som husejer bor ud til et fortov, en privat vej eller privat fællesvej, har man pligt til at rydde sne og gruse eller salte fortovet eller vejen mellem klokken 7 og klokken 22 ifølge borger.dk.
Hvad skal der til for at få erstatning?
Fodgængere kan rejse erstatningskrav, hvis de falder og kommer til skade, fordi der ikke har været ryddet ordentligt for sne eller saltet godt nok.
For at man kan rejse erstatningskrav, skal man kunne bevise uheldet, og at ejeren eller myndigheden har forsømt sin forpligtigelse til at rydde for sne.
Det kan man gøre ved for eksempel at have vidner, der kan bekræfte, at man faldt, fordi der var glat.
Man kan rejse erstatningskrav mod ejeren af grunden eller den offentlige myndighed, der er ansvarlig for området.
Advarer: Pas på
Både Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og flere politikredse advarer om isslag og isglatte vejen.
Og politiet opfordrer til, at man passer på, når man bevæger sig ud i trafikken, og går og kører forsigtigt.