SSI vil teste danske arbejdspladser
Ansatte kan få adgang til selvpodningsudstyr, så de kan tjekke, om de har covid-19, influenza eller RS-virus
Covid-19 anses ikke længere for en alment farlig sygdom, og for en uge siden lukkede de offentlige testcentre.
Men virusset eksisterer fortsat, og myndighederne vil gerne følge dets udbredelse.
Derfor lancerer Statens Serum Institut (SSI) efter påske et projekt kaldet "Virusmåling på arbejdet".
Tilbyder frivilligt tjek
Det er et projekt, hvor seruminstituttet vil samarbejde med et antal virksomheder og tilbyde ansatte virustjek på frivillig basis.
Det vil ske gennem selvpodninger, som medarbejdere i de deltagende virksomheder udfører derhjemme, når de er syge med symptomer på luftvejsinfektion.
Selvpodningerne bliver analyseret af seruminstituttet og kan påvise covid-19, influenza og RS-virus.
Rammer særligt børn og ældre
Sidstnævnte er et forkølelsesvirus, alle kan blive ramt af. Men især spædbørn, ældre og immunsvækkede risikerer et alvorligt forløb.
Statens Serum Institut oplyser, at projektet er et værktøj til at holde øje med udbredelsen af coronasmitte i samfundet.
- "Virusmåling på arbejdet" skal supplere de andre værktøjer, vi har til at overvåge covid-19 som spildevandsovervågning, test af indlagte patienter og sentinelovervågning hos praktiserende læger.
Vil overvåge smitten
- Ved at fokusere overvågningen på en gruppe med relativt mindre alvorlige symptomer vil det for eksempel give bedre mulighed for at vurdere alvorligheden af nye varianter, skriver SSI i et skriftligt svar.
Seruminstituttet oplyser, at man efter påske vil tage kontakt til en række virksomheder og brancheorganisationer med henblik på at rekruttere deltagere til projektet.
Svarer gennem app
Målet er at finde et bredt udsnit af arbejdspladser i hele landet med medarbejdere i alle aldre.
- Det vil selvfølgelig være helt frivilligt både for arbejdspladser og for de enkelte medarbejdere, understreges det i svaret fra SSI.
Deltagerne vil få svar på de prøver, de indsender via arbejdspladsen, ved hjælp af en app.
Bliv hjemme ved symptomer
Man behøver ikke fortælle resultatet til nogen eller tage en opfølgende test, oplyser SSI.
Den gældende anbefaling fra Sundhedsstyrelsen er, at man bliver hjemme, hvis man har symptomer på luftvejsinfektion som feber, hoste eller ondt i halsen, og man føler sig syg.
Hvis man har lette symptomer, eksempelvis løbenæse, kriller i halsen, enkelte host, men ellers ikke føler sig syg, behøver man ikke blive hjemme.