SSI: Nyt om corona-vaccine

Opdateret coronavaccine er bedre mod omikronvariant, der herskede, da dem over 50 år blev tilbudt fjerde stik

Offentliggjort Sidst opdateret

Et fjerde stik med en opdateret covid-19-vaccine beskytter markant bedre mod alvorlig sygdom, end hvis man kun har fået et tredje stik.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse på baggrund af en ny fællesnordisk undersøgelse.

- Undersøgelsen viser, at 4. stik har været ret effektivt til at beskytte imod de alvorlig covid-19-udfaldssygdomme, indlæggelse og død, siger professor Anders Hviid, afdelingschef på SSI, der har ledet den omfattende undersøgelse.

Nye varianter

I takt med at pandemien har udviklet sig, er der kommet nye varianter af covid-19 til.

Da de oprindelige vacciner er mindre effektive mod de nye subvarianter, har man løbende arbejdet på opdaterede vacciner.

Og det har givet pote.

Undersøgelsen viser, at boostervaccinen er bedre egnet til at beskytte mod omikronvarianten, der herskede, da alle over 50 år i efteråret 2022 blev tilbudt et fjerde stik.

Landsdækkende overvågning

Den omfattende undersøgelse bygger på den landsdækkende overvågning af covid-19 i Danmark, Norge, Finland og Sverige.

Undersøgelsen, der er støttet økonomisk af det Europæiske Lægemiddel Agentur, er endnu ikke fagfællebedømt.

Statens Serum institut, SSI

Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Sundhedsministeriet, hvis mission er, at "Vi styrker sundhed gennem sygdomskontrol og forskning".

SSI’s hovedopgaver er reguleret i Sundhedslovens § 222 og Finanslovens § 16.35.01 og omfatter en række centrale beredskabsopgaver, herunder forebyggelse og bekæmpelse af infektioner, biologiske trusler og medfødte sygdomme.

SSI's aktivitetsområde

  • Overvågning, forebyggelse og intervention i forhold til infektionssygdomme og biologiske trusler
  • Screening af alle nyfødte for medfødte sygdomme for at reducere følgeskader
  • Special- og beredskabsunderstøttende diagnostik og referencefunktioner på det biomedicinske område
  • Sikring af forsyningen af vacciner og beredskabsprodukter til vaccinationsprogrammerne og til beredskabet
  • Forskning på internationalt niveau for at styrke overvågning, diagnostik, behandling og forebyggelse
  • Drift af Danmarks Nationale Biobank og relaterede registre
  • Varetagelse af det veterinære beredskab i et One Health-perspektiv i Dansk Veterinærkonsortium, der også omfatter Københavns Universitet
Kilde: ssi.dk
Powered by Labrador CMS