Splittelse: Skaber stor konflikt
De er dybt uenige, om hvad der skal være i strandparken
Citathistorie: TV2 Lorry
Amager Strandpark er et sted, der byder på mange forskellige udendørs aktiviteter.
Nu ser det også ud til, at der kommer en skaterpark på CV'et.
For i Amager Strand Parkbrugerråd er der flertal for at bygge et mindre skaterområde ved det, der hedder Strandstationen 3.
Skaterparken er et borgerforslag, som fire borgere står bag, heriblandt Rasmus Steenberger.
Ifølge ham udspringer idéen fra en tidligere rampe, der blev brugt flittigt, men som forsvandt. Derfor er han også rigtig glad for, at forslaget om skaterparken er vedtaget i det lokale råd.
Der sker noget
- Jeg synes jo, det er et fantastisk projekt, for der er et eksisterende skatermiljø, som bruger det eksisterende betons kanter, så at få projektet udviklet og få skabt et centrum, hvor der sker noget, er oplagt, siger Rasmus Steenberger, der også er medlem af Amager Strand Parkbrugerråd, hvor han repræsenterer familier i parkområdet.
Arthur Steijn, der også er medlem af det lokale råd, repræsenterer en grundejerforening. Og han stemte for forslaget af flere årsager.
- Jeg kan se, at mange bruger strandparken på små hjul for eksempel løbehjul og skateboards, og i de 15 år parken har eksisteret, er der kommet mange ting, som bænke, affaldscontainere, men ikke rigtig noget til de rullende. Derfor synes jeg, at det er godt, der kommer noget for de rullende mennesker, så den gruppe kan imødekommes, forklarer han.
Ærgerlig placering
Amager Strand Parkbrugerråd varetager Strandparkens interesser og har en pulje penge, der kan bruges til at fremme parken. Københavns Kommune har en tovholder, og ellers består rådet af cirka 20 personer, såsom brugere, foreninger, naboer og virksomheder, der holder til ved strandparken.
Det er dog ikke alle, der jubler over de nye planer for Amager Strandpark.
Netop Strandstationen 3 er også det område, hvor dykkere holder til. Jesper Risløv, formand for Dansk Sportsdykker Forbund, er derfor betænkelig over det nye projekt.
- Det er vigtigt for mig at sige, at det er fedt, at nogle ønsker at gøre noget. Men placeringen synes vi er ærgerlig, for vi kæmper i forvejen med pladsen, og vi vil være meget kede af, hvis vores adgang til molen bliver begrænset, siger han.
Et wildwest
Han forklarer, at det er vigtigt for dem, at de kan komme af med deres udstyr tæt på molen, da de typisk bærer 30 til 50 kg tungt udstyr, og så er det i forvejen begrænset, hvor københavnske dykkere kan dykke inden for kort afstand.
- Det er et af de eneste steder, vi kan dykke i byen, så for mange københavnske dykkere, er det et yndet sted. Lige nu er der i forvejen lidt wildwest over det, for vi er mange, der gerne vil bruge det område, forklarer Jesper Risløv.
Det er ikke kun Jesper Risløv, der har forbehold over for planerne med den nye skaterpark.
Dårlig idé
På Facebook-siden ”Skatepark på Amager Strand!” skriver et medlem eksempelvis:
"Pladsen ved Strandstation 3 er en af de få store, frie pladser dernede, som kan bruges til alverdens formål. Det er en dårlig idé at lave en kæmpe skaterpark mere lige der."
En anden Facebook-bruger skriver følgende:
"Hvorfor bruger man ikke pladsen nede ved bunker 5. På den anden side af vandet. Lige ved siden af trænings stationen."
Reel konflikt
Ifølge Rasmus Steenberger er den umiddelbare placering valgt ud fra en kombination af et godt sted og få midler.
- Det sted, der er valgt, er der i forvejen et underlag. Skal man bygge fra bunden koster det 2-3 millioner kroner, men ved den valgte lokation er der allerede er område, siger han.
Han understreger, at planerne langt fra endegyldige, da det først skal godkendes politisk og forvaltningen skal lave et oplæg. Rasmus Steenberger bedyrer, at han vil være lydhør overfor kritikken.
- Det er en reel konflikt, men alt er et åbent projekt, og vi håber, at forvaltningen er dygtige til at høre alle. Vi sender i hvert fald alle saglige inputs ind til dem, men det er svært at gøre alle tilfredse. Det er en stående diskussion, hvor meget det skal udvikles, forklarer han.
Nu er det op til forvaltningen i København Kommune at arbejde videre med detaljerne for skaterparken.