Spis det ikke - solgt i hele Danmark
Indeholder farligt stof
Coop Danmark tilbagekalder et parti økologiske rodfrugtchips fra mærket "Irmas hverdag".
Det sker, da der er fundet et for højt indhold af stoffet akrylamid i chipsene, skriver dagligvarekoncernen i en pressemeddelelse.
Rodfrugtchipsene er blevet solgt i både Irma, Dagli'brugsen, Kvickly, Superbrugsen og på Coops hjemmeside.
Bedst før 8. april
Det pågældende parti har EAN-nummeret 7340191104341 med en bedst før-dato 8. april.
Akrylamid er et stof, der kan dannes i fødevarer i forbindelse med tilberedningsmetoder, der har været brugt i mange år eller for nogle metoders vedkommende i århundreder, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.
Det kan eksempelvis være, hvis der er blevet brugt for gammel fritureolie.
Kan skade nerverne
Akrylamid kan skade nerver, arveanlæg og formeringsevnen, lyder det yderligere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
I forsøg med dyr har det desuden været med til at forårsage kræft. Det er dog ikke entydigt påvist i forsøg med mennesker.
- Skulle du have varen opbevaret, kan varen leveres tilbage til butikken, hvor den er købt, eller kasseres, skriver Coop i pressemeddelelsen.