Søs Egelind vender tilbage til revyscenen

Sagde "ja" efter lidt betænknigstid

Offentliggjort

Søs Egelind vender tilbage til revyscenen

Søs Egelind, kendt for sin humoristiske tilgang, vender tilbage til revyscenen i Tivolirevyen 2025.

Hun ser frem til at kombinere standup og skuespil med kolleger som Linda P og Thomas Warberg.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Søs Egelind har haft en karriere, der vil kunne gøre de fleste med en skuespillerdrøm i maven en smule misundelige.

Selv om hun også har påtaget sig mere seriøse roller, har humoren altid været en fast følgesvend.

Det bliver den også til næste år, når hun er aktuel i Tivolirevyen anno 2025.

Da revyens kreative chef, komikeren Linda P, ringede, blev det efter lidt betænkningstid et "ja", fra den garvede skuespiller.

Fuld power

I november fyldte Søs Egelind 66 år, og med alderen er hun blevet mere opmærksom på at få mest muligt ud af de frugter, livets træ byder hende.

- Det er ikke, fordi jeg går i total dødsangst og tænker på det. Men jeg synes, at jeg bliver mere opmærksom på at bruge de centimeter på målebåndet, som man har tilbage, til at fylde så meget power og humor på livet som muligt, siger Søs Egelind.

66-årige Søs Egelind sætter stor pris på nuet, og hun elsker at fylde sit liv med humor. Den folkekære skuespiller har medvirket i en række film og tv-serier, herunder "Lærkevej", "Den eneste ene" og "Kometernes jul".

Svær at få ned med nakken

For otte år siden fik Søs Egelind konstateret lymfeknudecancer og senere modermærkekræft.

Et forløb, der har lært hende at sætte pris på nuet, og at hun er svær at få ned med nakken nu, i alt hvad hun foretager sig, har hun tidligere fortalt til Alt for damerne.

- Og hvis der er noget, der er fedt, så er det at få tusind mennesker til at grine og faktisk også selv synes, at det er pissesjovt. Altså, det fås jo ikke bedre - det er næsten lige så godt som sex, griner hun nu.

- Og apropos humor, revy og god sex - så har det jo noget med kemi at gøre. Kemi er bare altafgørende! For ofte bliver man bare sat sammen i en revy, og så skal man være sjov. Men her har jeg tanken om, at det bliver sjovt! Og lige så snart jeg har det sådan, begynder jeg at få idéer, som jeg glæder mig til at afprøve.

Kemi vigtig

Til sommer skal Søs Egelind dele scenen i Glassalen i Tivoli i hjertet af København med komikerne Linda P og Thomas Warberg samt sin kollega gennem mange år Kurt Ravn, når revyen får premiere.

For Søs Egelind er kemien i et hold vigtig, og hun tror, at blandingen mellem standup og skuespil bliver et godt match.

- Kurt og jeg går langt tilbage - vi har lavet tv-satire sammen. Han er en charlatan og en frygtelig grinebider, så ham svinger jeg jo med. Linda har jeg kæmpe respekt for, og Thomas er også bare en af de bedste, så jeg kan se Linda P's idé med at blande to verdner sammen og se, hvad der opstår, fortæller hun.

Temperaturmåling

- Den fornemmeste opgave i revy er jo, hvis du spørger mig, at beskrive nuet. Det er en temperaturmåling af, hvad vi er for nogle smålige mennesker, fedterøve og jubelidioter - hvor er vi som samfund, som menneskerace, som drukende? Det er ligesom "Titanic" - det er fandeme bare med at holde orkesteret kørende, mens båden synker.

Søs Egelind er oprindeligt uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1982.

Da hun blev færdiguddannet som skuespiller, var revygenren noget af det, der var med til at sætte hendes karriere i gang.

Linda P overbeviste hende

Men det betød ikke, at hun sagde ja på stedet til Tivolirevyen, da hun i flere år ikke har kunnet se sig i revygenren. Linda P fik dog skuespilleren overbevist med et løfte om at gøre plads til Søs Egelinds egen stil.

- Jeg har det sjovest med at lave figurer, karakterer og karakterarbejde og comedy over helt almindelige mennesker som du og jeg, og at grine med og ikke af nogle, men - i al kærlighed - at kigge på os selv, siger hun.

Utal af roller

Søs Egelind har været en del af den danske film- og tv-branche siden 1980'erne og har spillet et utal af vidt forskellige roller - kvinder og mænd, unge og gamle.

Det har hun blandt andet gjort med sin faste satiriske makker gennem mange år Kirsten Lehfeldt i succesen "Kongeriget", hvor man har fulgt karakterer som Bonnie og Connie, moster Elly og nevøen Dichael samt mange flere.

Ifølge skuespilleren opstår humoren i høj grad ud fra noget, man kan tale med om, og når man tør at stå ved sine egne fejl og mangler og være generøs med dem.

Vil sprede kærlighed

- Jeg er jo dybt ikke-forfængelig på scenen, og jeg elsker at udfordre det. Og det er den fornemste opgave: ikke at sprede lort, men kærlighed, for det kommer jo lige direkte tilbage i masken, siger hun.

Det ønsker den erfarne entertainer også at gøre med sin medvirken i revyen i Glassalen.

- Når vi er nogle, der stiller os op på en scene, så synes jeg, at vi har en forbandet pligt til at bruge den taletid på noget, der fortæller et eller andet man kan bruge til at kigge indad, siger Søs Egelind.

Tivolirevyen får premiere den 5. juni 2025.

Powered by Labrador CMS