Sonja på 92 skulle selv betale for ambulancen
Alvorligt syge ældre skal i flere kommuner selv betale for liggende transport til midlertidige pladser på plejehjem. Ældre Sagen vil have lovgivningen lavet om
Citathistorie: Radio4
Du skal selv betale flere tusinde kroner, hvis din mor skal med en ambulance.
Sådan lød beskeden fra kommunen, da Gitte Kjeldsens dengang 92-årige mor skulle flyttes fra sit hjem til en midlertidig plads på et plejehjem.
- Det gjorde mig vred, for jeg syntes, det var helt urimeligt, siger Gitte Kjeldsen til Radio4.
Hendes mor har knogleskørhed, og da hun faldt i sit køkken, fik hun to brud på ryggen.
Hun kunne ikke længere klare sig selv og skulle derfor hen på en midlertidig plads på et plejecenter.
-Det kan simpelthen ikke passe
Gitte Kjeldsen ringede til kommunen og spurgte, hvornår der kom en ambulance.
Og der fik hun at vide, at moren selv skulle bestille og betale for en liggende transport med Falck.
- Jeg tænkte, at det kan simpelthen ikke passe, at jeg er sygeplejerske om natten, fordi I ikke har plads, og så skal min mor selv betale for at blive kørt til et plejehjem i Tarm, siger Gitte Kjeldsen.
Det endte med, at hun selv kørte sin mor.
- Jeg vil ikke kalde det forsvarligt, men det gik, siger Gitte Kjeldsen.
Kommunerne er ikke forpligtede
Hvis en patient skal modtage behandling på et hospital, i stedet for en kommunal plads, så skal de ikke selv bestille og betale for transporten.
Forskellen skyldes, at transport til hospitalerne er omfattet af Sundhedsloven, men loven sikrer ikke transport til kommunal sygepleje.
Og det betyder, at kommunerne ikke er forpligtede til at betale for transport.
Ældre Sagen vil have lavet loven om
Ældre Sagen kender til flere sager, hvor syge ældre selv har skullet betale for transporten, og brugerbetalingen bekymrer organisationen.
- Det øger uligheden i sundhed, og vi er simpelthen bekymrede for, at der er mennesker, som fravælger behandling, fordi det koster dem penge, siger seniorkonsulent i Ældre Sagen Louise Kambjerre Scheel til Radio4.
Organisationen mener, at lovgivningen skal laves om.
- Der skal være de samme vilkår for patienterne, uanset om den seng, hvor de modtager behandling, står i kommunen eller den står på et sygehus. Det er afgørende, at sådan et hul i lovgivningen bliver lappet, siger Louise Kambjerre Scheel.
Ændret fra årsskiftet
Gitte Kjeldsens oplevelse fik hende til at ringe til kommunen, og blandt andet på grund af hendes opråb, så er Ringkøbing-Skjern Kommune fra årsskiftet begyndt at betale for liggende transport.
Jens Erik Damgaard (K), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, er glad for, at kommunen i dag betaler, når syge ældre skal med en ambulance.
- Når du kommer på sygehuset med en ambulance, så er det en del af samfundskontrakten, at det er gratis. Men når du skal fra dit eget hjem til en akutplads på et plejehjem, så koster det pludseligt penge. Det er ikke retfærdigt, siger han til Radio4.