Smækker med døren
Jeppe Søe forlader Moderaterne
Jeppe Søe er færdig i regeringspartiet Moderaterne.
Det fortæller han ifølge B.T. i mediets podcast Q & Co med Henrik Qvortrup som vært.
Svaret var uventet for Henrik Qvortrup, skriver B.T.
Halvanden uges modbydelighed
- Jeg trækker mig på baggrund af halvanden uges modbydelighed, og i særdeleshed mod medarbejderne.
- Det kan jeg selvfølgelig ikke være del af. Det er helt umuligt, siger han i podcasten ifølge avisen.
Han tilføjer, at han vil "gå i flyverskjul" og "finde sig selv".
Dårligt arbejdsmiljø
Udmeldelsen sker på baggrund af den seneste uges krise i Moderaterne. Det er kommet frem, at en række nuværende og tidligere ansatte i partisekretariatet har sendt en indberetning til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø.
Formand Lars Løkke Rasmussen udtalte efter et ni timer langt krisemøde mandag, at der ikke ville komme en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet.
Stik mod formandens udtalelser har Jeppe Søe holdt fast i, at undersøgelsen skal iværksættes.
Jeppe Søe var selv med til at stifte partiet i 2021.