Små kryb er tilbage i stort tal
De små kryb, som lever i hovedbunden, er tilbage efter corona. Det kan ses i salget af lusemidler
Tirsdag er det tid til den årlige store lusedag, hvor forældre opfordres til at tjekke deres børn for de små blodsugende insekter.
Store Lusedag afvikles 31. januar og har biolog Alice Olsen i spidsen.
- Lus cirkulerer ofte med gensmitte hos børn i børnehaver, skoler og fritidsordninger, skriver hun i en pressemeddelelse.
I år kan der være større chance for at finde lus i hovedbunden, modsat sidste år, hvor lusene havde trange kår på grund af corona.
Corona hæmmede udbredelse
Omfattende afstandskrav og isolation under coronanedlukningerne gjorde det svært for de kløende skadedyr at sprede sig.
Det kunne Tue Askaa, farmaceut og ejer af Øresund Apotek og Østerbro Apotek i København, mærke på salget lusemiddel.
- Under corona solgte vi en tiendedel af, hvad vi gjorde inden corona, siger han.
Nu er salget mere eller mindre tilbage på samme niveau, som før coronanedlukningerne. Det vidner om en tydelig tilbagevenden af de små kryb, vurderer han.
Ikke længere beskyttet
Alice Olsen mener også, at der sandsynligvis har været tilbagegang i smitten af lus under corona, men at hun ikke har konkrete tal på det.
- Det giver sig selv, at jo færre hoveder der støder sammen, desto mindre bliver smitten, siger hun.
Derfor er det endnu engang vigtigt med store lusedag, da børnene ikke længere er beskyttede af isolation og afstandskrav.
- Det er især vigtigt, at forældrene koordinere og får flest mulige børn tjekket samtidigt, siger Alice Olsen.
Ifølge Alice Olsen er der ikke nogen garantier for, at der ikke vil være nogle æg, som overlever diverse lusemidler.
- Hovedlus bekæmpes bedst ved både at anvende lusemiddel og kæmning. Alle med lus skal behandles samtidigt. Det vil for eksempel betyde hele familien eller alle i en skoleklasse, skriver sundhed.dk.