Slut: Netto og Føtex vil ikke mere

Mere end 71.000 ansatte i tre virksomheder må ikke længere bruge røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Salling Group, Normal og Imerco forbyder ansatte at bruge nikotinposer i arbejdstiden for at fremme sunde vaner.

Normal's direktør, Torben Mouritsen, understreger firmaets ansvar, især over for unge ansatte, og støtter Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Aarhus Kommune indfører lignende forbud for at signalere en sund arbejdskultur, hvilket understøttes af sundhedsrådmand Christian Budde.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Salling Group, Normal og Imerco vil ikke se deres ansatte putte den lille hvide nikotinpose op under læben i arbejdstiden.

De tre virksomheder, der samlet set beskæftiger mere end 71.000 ansatte, har forbudt de ansatte at bruge røgfri nikotinprodukter - herunder nikotinposer - når de er på arbejde.

Det skriver Børsen.

Hører ikke til på arbejde

- Det er et stimulerende middel, som ikke hører til, mens man arbejder. Sundhedsstyrelsen fraråder også, at man ryger eller bruger snus. Så det støtter vi ikke op om at bruge, mens man arbejder, siger administrerende direktør i Normal Torben Mouritsen til mediet.

Han hæfter sig blandt andet ved, at Normal har mange unge ansat.

Hos dagligvaregiganten Salling Group, der står bag Føtex, Netto og Bilka, handler forbuddet om at skabe sunde rammer og vaner.

Stort ansvar

Det siger presseansvarlig i koncernen Jacob Krogsgaard Nielsen til Børsen.

Argumentet om unge i forbindelse med forbud mod røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden vandt også indpas i Aarhus Byråd onsdag, hvor man vedtog et lignende forbud for kommunens 28.000 ansatte.

- Aarhus Kommune har et stort ansvar for at gå forrest og signalere, at nikotinprodukter, på lige fod med cigaretter, ikke er en del af kulturen som ansat i Aarhus Kommune, lød det onsdag fra sundhedsrådmand Christian Budde (V) i et skriftligt svar til Ritzau.

Har lignende forbud

I Odense og Hørsholm Kommune har man samme forbud for de ansatte i arbejdstiden.

Børsen har også spurgt andre danske virksomheder, om de har en lignende politik eller kunne forestille sig at indføre det.

Vil ikke afvise det

Mediet skriver, at Søstrene Grene, Power, Coop og Elgiganten ikke har et forbud lige sådan.

Men sidstnævnte, Elgiganten, vil ikke afvise, at det kan blive nødvendigt at se ind i et reelt forbud mod brug af røgfri nikotinprodukter i arbejdstiden for deres ansatte.

Powered by Labrador CMS