Slut med storebror-arrogancen

Rane Willerslev vil sende fund tilbage til provinsmuseer, så de kan blive udstillet tæt på deres findeste

Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev mener, det skal være slut med 'storebror-arrogancen'.
Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev mener, det skal være slut med 'storebror-arrogancen'.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Avisen Danmark - Jysk Fynske Medier

Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev rækker ud til provinsens museer. Han vil dele ud og samarbejde. 

Han siger til Avisen Danmark, at Nationalmuseet tidligere har behandlet lokalmuseerne med storebror-arrogance, men at det skal være slut.

Nationalmuseet i København er Danmarks hovedmuseum, og når man spørger museumsdirektør Rane Willerslev, hvad det betyder at være hovedmuseum, skærer han ind til benet af det, han gerne vil lave om på.

- Det er en rolle, der ikke er blevet taget specielt seriøst. Det har især betydet at være en bureaukratisk institution, som provinsens museer skulle igennem for at låne genstande, siger han til Avisen Danmark.

Vil omskrive rollen

Men sådan skal det ikke længere være. Willerslev vil skrive hovedmuseets rolle om. 

Det skal blandt andet være lettere at låne, og lokalmuseerne rundt om i landet skal også have lov til permanent at have nogle af de skatte, der er fundet i deres områder, mener han.

Det kunne for eksempel være Kallerupfundet, som er gjort i Thy for et par år siden. Et fund, der er lige så stort et bronzealderfund som Solvognen. 

Det kunne også være Stenmoseskatten i Viborg, som er den største møntskat, der er fundet af amatører, siger han.

Leder glæder sig

Brian Wiborg, som leder Viborg Museum, synes ikke uventet, at det er en fremragende idé at få mønterne fra 1300-tallet hjem.

- Der er rigtig mange fund, som det vil være mest relevant at udstille, hvor de er fundet. Mange lokale føler et tilhørsforhold til dem, fordi tingene er en del af den lokale historie. For eksempel er Stenmoseskatten fundet syd for Viborg, hvor der fandt et vigtigt slag sted om kongemagten, siger Brian Wiborg og tilføjer:

- Jeg fornemmer et opbrud i tendenserne til at centralisere. At tingene også kan gå den anden vej.

Fælles projekter

Rane Willerslev ønsker sig også flere samarbejdsaftaler. For eksempel var Nationalmuseet og Moesgaard Museum i Aarhus fælles om udstillingen "Djengis Khan", der blev vist på begge, og samarbejdet fortsætter med den kommende udstilling "Krigeren". 

Den fremtidige rolle som hovedmuseum skal med andre ord være samarbejdende, og det er ikke en selvfølge.

- Der har i århundreder ikke været en god relation mellem Nationalmuseet og lokalmuseerne, og det hænger sammen med, at Nationalmuseet har sagt "det vil vi have, og det vil vi have". Der har været en storebror-arrogance. Selvfølgelig har der også været gode samarbejder, men samlet set har relationen været anstrengt, siger Willerslev.

Nogle ting kan dog aldrig forlade Nationalmuseet i København. 

Det drejer sig for eksempel om donationer, ting fra kongehuset og såkaldt ikoniske genstande som Solvognen.

Powered by Labrador CMS