Slut med brandvarmt septembervejr

Efter flere dage med sommerligt vejr byder denne uge på ustadigt vejr med lavere temperaturer og byger

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark får et sidste skud sommervarme mandag, inden vejret bliver noget køligere og mere ustadigt, end det har været den seneste uge.

Det fortæller Anna Christiansson, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

- Det helt varme vejr ser ud til at være slut for denne omgang, siger hun.

Mandag begynder med et varsel om tæt tåge i hele landet.

DMI har udsendt varslet, da der i hele landet kan forekomme så tæt dis og tåge, at sigtbarheden er mindre end 100 meter.

Varslet gælder frem til klokken 09. Når tågen er lettet, kommer temperaturerne op mellem 20 og 27 grader. Varmest bliver det i den sydlige del af landet.

- Skyerne forsvinder ikke helt og bliver liggende især i kystområderne, men også nogle steder længere inde i landet, siger Anna Christiansson.

Nogen sol

Der er dog mange steder udsigt til lidt eller nogen sol.

- Men der er nogle regn- og tordenbyger, som ligger i Nordsøen og bevæger sig ind over den vestlige del af landet. Så man må regne med, at der kan komme regn og torden i Jylland - primært i Midt- og Nordjylland, siger hun.

Vinden bliver svag til jævn og kommer fra sydvest og sydøst.

Der er stor sandsynlighed for at løbe ind i en tordenbyge i Danmark i løbet af ugen. (Arkivfoto).

Temperaturen falder

Natten til tirsdag falder temperaturen til 14 til 18 grader.

Og så kommer et vejrskifte.

- Tirsdag har vi en koldfront, som skal passere. Så det bliver skyet og stedvis med regn og byger, som kan være kraftige med torden. Men der bliver også plads til solen. Temperaturerne bliver 18 til 23 grader.

- Når koldfronten passerer, bliver det køligere, siger Anna Christiansson.

Desuden tiltager vinden, som tirsdag kan blive frisk, og som kommer fra nord og nordvest. Om natten bliver det 10 til 15 grader.

Op til hård vind

Onsdag bliver vinden let til frisk omkring nordvest, og langs Vestkysten kan der være op til hård vind.

- Fra onsdag ser det ud til, at vi får 15 til 20 grader, så det bliver ret meget køligere og også ustadigt med skyer, regn og byger, siger meteorologen.

Tørvejr

Hen mod weekenden er der til gengæld udsigt til tørt vejr.

- Torsdag bliver det tørt vejr med lidt eller nogen sol og temperaturer på 14 til 18 grader. Vinden aftager og bliver svag til jævn fra forskellige retninger

- Fredag bliver det tørt med nogen sol og temperaturer mellem 15 og 20 grader. Vinden bliver svag til frisk, men aftager efterhånden, siger Anna Christiansson.

Natten til torsdag og natten til fredag forventer DMI, at temperaturen kommer til at ligge mellem henholdsvis 7 til 12 og 8 til 13 grader.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk



Powered by Labrador CMS