Slut efter 42 millioner tests

De sidste lyntestcentre lukkede lørdag. Det blev til i alt knap 42 millioner test

Den sidste gratis lyntest er blevet givet, og nu pakker virksomhederne teltene sammen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Med i alt 41.956.371 prøver er der blevet sat et punktum for landets lyntestcentre.

Den famøse vatpind i næsen, som har været en del af mange danskernes liv det sidste år, er fortid. Det sker, efter de sidste lyntestet-centrer lørdag skulle pakke sammen.

I alt har det kostet regionerne over 5,4 milliarder kroner at teste befolkningen med lyntest.

Det oplyser Region Midtjylland, der på vegne af alle regioner har forhandlet kontrakter med de fire private selskaber, som gennem pandemien har stået for at lynteste borgerne.

Kan træde til igen

Region Midtjylland har dog på vegne af regionerne indgået en standby-aftale med de tre udbydere Falck, Carelink og Copenhagen Medicals.

Det betyder, at udbyderne skal kunne opjustere eller nedskalere lyntest med kort varsel - indenfor højst 14 dage.

Gælder til næste år

Kontrakten skal sikre, at regionerne ikke behøver starte helt forfra med at sikre, at der er lyntest, hvis pandemien skulle blusse op, og der bliver behov for at teste igen.

Den aftale løber på en kontrakt, der gælder fra den 10. oktober til den 31. marts næste år.

Man vil også fremover i nødstilfælde kunne få foretaget en lyntest hos det offentlige. Det vil ske fra 5 til 10 PCR-testcentre i hver region.

Falck tilbyder fortsat lyntests i Københavns Lufthavn i Kastrup, i Billund Lufthavn og i Aalborg Lufthavn - Det er dog mod betaling, og i København kun for rejsende.

Antigentest

En antigentest (der også bliver kaldt en lyntest), tages ved hjælp af en næsepodning, hvor man tager en prøve fra næsehulens bagvæg. Antigentesten er baseret på en immunkemisk påvisning af antigener (virusproteiner) i prøven. Det sker ved, at antigenerne fastholdes til en membran ved hjælp af antistoffer, der er specifikke mod SARS-CoV-2. Metoden er mindre følsom og præcis end PCR-testen, fordi antigenerne ikke opformeres, men påvises direkte.

Kilde: Statens Seruminstitut
Powered by Labrador CMS