Slet disse apps omgående
Kunne hentes i App Store
Skadelige apps har fundet vej til App Store og Google Play Store.
Det skriver dagbladet.no.
Det er computersikkerheds-virksomheden, Kaspersky, der slår alarm.
Ifølge en helt ny rapport gemmer flere apps på ondsindet kode, som kan læse skærmbilleder for stjæle kryptovaluta.
Første gang
Ifølge Kaspersky er det første gang, at apps inficeret med malware som bruger OCR-teknologi, som kan hente tekst ud fra billeder, er tilgængelige i App Store.
Kaspersky opdagede koden fra malwaren kaldet "SparkCat" sidst i 2024.
Giver du de pågældende apps adgang til dine fotogallerier, leder de efter skærmbilleder af din eventuelle wallet med kryptovaluta. Skaberne af appsene får derefter tilsendt information, så de kan stjæle din kryptovaluta.
Kaspersky har fundet den ondsindede kode i de to apps WeTink og AnyGPT.
Også madleveringsappen, ComeCome, skal indeholde den ondsindede kode.
Har du nogle af disse apps på din telefon, bør du slette dem omgående.