Slap afsted med kæmpebeløb
Spektakulære tyverier og lange fængselsstraffe ligger i fortiden for en af de sigtede i sagen om op mod 85 millioner ulovlige cigaretter
Citathistorie: TV2 Østjylland.
Onsdag var et velkendt navn i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, anholdt og sigtet for at have fremstillet mange millioner ulovlige cigaretter.
Manden er nemlig tidligere dømt for et af nyere tids største røverier, kan TV2 Østjylland fortælle.
27 millioner kroner slap en gruppe tyve afsted med, da de i 2007 angreb en Danske Bank-fordelingscentral i Brabrand.
Det fulde beløb blev aldrig fundet igen.
Dengang fik manden sammen med sine medgerningsmænd en dom på fire års fængsel, og få år efter, i 2014, blev han igen dømt, da han ved Retten i Aarhus tilstod at have begået flere bankrøverier og tyverier af dyre muskelbiler.
For det blev han idømt fem års fængsel.
Involveret i ny stor sag
Nu sidder han altså igen involveret i en stor sag.
Han er nemlig en af seks sigtede, der ifølge politiets sigtelse har fremstillet op mod 85 millioner ulovlige cigaretter og på den måde snydt staten for op mod 150 millioner kroner i tobaksafgifter.
Strafferammen for de påståede ulovligheder er otte års fængsel.
De seks anholdte, som onsdag blev fremstillet i grundlovsforhør i cigaretsagen, mistænkes for at udgøre en ring, der har produceret op mod 60 millioner falske og dermed ulovlige cigaretter med henblik på at sælge dem videre.
Det fremgår af sigtelserne mod dem, som TV2 Østjylland er i besiddelse af.
25 millioner cigaretter
De cirka 25 millioner cigaretter, der tirsdag blev beslaglagt på en landejendom ved Aulum, skal tælles endeligt op, før de på et senere tidspunkt formentlig vil blive lagt til sigtelsen.
National Enhed for Særlig Kriminalitet opfatter de sigtede som bagmænd, der alle skulle have en relation til den kriminelle underverden i Aarhus.
Grundlovsforhøret blev gennemført for lukkede døre, da politiet formoder, at der stadig er gerningsmænd på fri fod, og at oplysninger fra grundlovsforhøret vil kunne give dem en fordel.