Skrækfund i Temu-varer
Forbrugerrådet Tænk har i en undersøgelse fundet PFAS i ni ud af ti testede typer engangsservice købt på Temu
Endnu en gang ser produkter købt fra den kinesiske netbutik Temu ud til ikke at leve op til de danske regler.
Denne gang er der fundet produkter med skadelige PFAS-stoffer.
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt ti slags engangsservice, og ni af dem havde for høje mængder af PFAS.
Kan ikke nedbrydes
Det er ifølge testansvarlig Stine Müller et problem, for PFAS er en gruppe af problematiske stoffer for kroppen.
- De nedbrydes ikke, de kan ophobes i kroppen, og vi skal generelt bare udsættes så lidt som muligt for dem.
Der er flere sundhedsrisici ved stofferne - eksempelvis et nedsat immunforsvar.
Ikke akut risiko
Der er dog ikke en akut risiko, hvis man har brugt nogle af produkterne, da det er en udsættelse over længere tid, der er problemet.
- Men der er en grund til, at man har indført et forbud i Danmark, for det er en virkelig uønsket gruppe af stoffer.
- Og når de er i produkter med fødevarekontakt, så kan det føre til direkte udsættelse, hvis de ender i maden, siger hun.
Problematiske stoffer
De problematiske PFAS-stoffer er igennem mange år blevet brugt i mange produkter - blandt andet i engangsservice.
Her giver stoffet eksempelvis paptallerkner en overflade, så de kan holde til at komme i kontakt med våd mad.
Forbudt i Danmark
Men PFAS er også problematisk, og siden 2020 har det i Danmark været forbudt at tilsætte materialer, der kommer i kontakt med fødevarer.
Bliver det brugt i for eksempel pizzabakker, skal der være et lag, som forhindrer overførsel af stoffet til maden.
Ifølge Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef hos Dansk Industri, er der mange, som nok ikke ved, hvad de udsætter kroppen for.
Anbefaler danske leverandører
- Derfor anbefaler vi, at man køber produkter fra danske leverandører, der stensikkert lever op til kravene, skriver hun i en kommentar.
Temu takker Forbrugerrådet Tænk for at gøre opmærksom på problemet.
Alle fjernet
- Alle ti pågældende produkter er blevet fjernet fra salg, mens der afventes en undersøgelse, skriver Temu til Forbrugerrådet Tænk.
- Efter at være kommet ind på det danske marked for godt et år siden, værdsætter vi feedback fra kunder, tilsynsmyndigheder og forbrugergrupper, lyder det.
En del modvind
Kinesiske Temu har på kort tid etableret sig i danskernes bevidsthed, hvor mange har kastet sig over de lave priser.
Alt fra legetøj til værktøj, bukser og sko sælges på platformen, men trods den korte levetid har der også været en del modvind.
Lever ikke op til loven
Undersøgelser har tidligere afdækket risici ved flere produkter, og der er fra dansk side indsendt en sag til EU-Kommissionen.
Tidligere har Forbrugerrådet Tænk også undersøgt blandt andet legetøj, solcreme og elektronik købt på Temu.
Her levede 30 ud af 38 produkter ikke op til europæisk lovgivning.