Skraber sig til kæmpe gevinst
Hun købte et skrabelod - og fik et chok
En tropefugl i hånden er.... lige så god som en million kroner i banken: I hvert fald for en kvinde fra det sydvestlige Jylland, som for nyligt vandt den helt store gevinst på skrabeloddet 'Tropefugle'.
- Jeg havde købt skrabeloddet i Dagli'Brugsen, og jeg skrabede det, da jeg kom hjem. Og så fik jeg et chok! fortæller kvinden, der med god, jysk snusfornuft har tænkt sig at bruge en stor del af pengene på sin pensionsopsparing.
- Ja, jeg synes, at det er bedst at bruge pengene til opsparingen. Men jeg er stadig meget glad, lyder det fra vinderen.
-De får også nogle gaver
Kvinden har voksne børn, og de skal naturligvis også mærke, at mor pludselig er blevet millionær.
- Ja, de får også nogle gaver, siger kvinden, som understreger, at det faktisk ikke kun er pengene, hun er glad for i forbindelse med gevinsten.
-Det burde vi alle sammen prøve
For selv om den heldige vinder har erfaret, at det er dejligt at have en hel frisk million stående på bankkontoen, så ved hun godt, at uanset, hvordan man vender og drejer det, så kan hun trods alt kun bruge pengene én gang.
Men følelsen af at vinde kan hun hive frem og varme sig ved, så tit det skal være.
- Jeg er bare glad, for jeg synes, at det er en god ting, en dejlig følelse. At vinde en million, det burde vi alle sammen prøve at opleve. Det er en fantastisk oplevelse, siger hun.