Skoler lukker 15. december
Der bliver tidligere juleferie til landets skoleelever
For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver elever i folkeskoler og privatskoler sendt hjem fra og med 15. december til og med 4. januar. De skal dermed begynde i skole igen 5. januar.
Det har et flertal i Folketingets Epidemiudvalg besluttet onsdag eftermiddag, oplyser undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Det gælder ikke elever i specialskoler og specialklasser.
Ifølge ministeren er der et ønske om, at børnene mister så få skoledage som muligt.
- Vi vil helst have dem i skolen. Når sundhedsmyndighederne vurderer, at vi fint kan vente til 15. december og i virkeligheden forlænge de dage, de er derhjemme i forbindelse med juleferien, så er der ikke grund til at sende dem hjem nu, siger Rosenkrantz-Theil.
-Bliv vaccineret
Hun opfordrer til, at forældrene overvejer at lade deres børn og unge vaccinere.
- I de kommende uger får mange børn, og heldigvis for det, mulighed for at få vaccinen.
- De sidste forældre til børn i alderen 5 til 11 år modtager invitationerne til vacciner i denne uge, og derfor vil det at sende børn hjem fra 15. december betyde, at vi får nogle uger, hvor flere børn og unge kan blive vaccineret, siger hun.