Skole advarer mod farlig leg

Man skal holde sig fra legen, siger professor

Offentliggjort Sidst opdateret

En skole advarer nu mod en farlig leg, der nødig skulle sprede sig til andre skoler. 

Advarslen kommer fra Højdevangens Skole på Amager, hvor en leg blandt en gruppe elever endte gruelig galt, skriver tv2.dk.

Da en gruppe drenge på skolens 9. årgang legede en leg, hvor de holdt vejret, besvimede en af drengene.

Det fremgår af en mail udsendt på Aula til forældre på skolens niende årgang, som TV 2 har set.

- Der har i sidste uge været en episode, hvor nogle drenge på årgangen har leget en leg, hvor man holder vejret. Det kan fremprovokere, at man besvimer, og det var tilfældet for en af drengene i sidste uge, lyder det i mailen.

Skete i frikvarter

Hændelsen fandt sted i skolens frikvarter torsdag, hvor en gruppe på tre til fire elever legede besvimelseslegen.

Skoleleder på Højdevangens Skole, Tobias Malmgren, har indtryk af, at legen stammer fra videoer, der deles blandt børn på de sociale medier. Han fortæller, at eleverne har givet udtryk for, at de syntes, at "legen så sjov ud".

Skolen opfordrer nu forældrene til at tale med deres børn om den såkaldte "besvimelsesleg".

Hjernen får ikke ilt nok

Olaf Bjarne Paulson, der er professor i neurologi på Rigshopsitalet, vurderer overfor TV2, at man skal holde sig fra legen.

Han forklarer, at hvis man holder vejret i lang tid, får hjernen ikke ilt nok. Det vil føre til, at man besvimer. Det vil dog sjældent være langvarigt.

- Hjernen får blod, men ikke nok ilt, og det fører til, at man mister bevidstheden. Det er ikke sundt, og man kan nemt falde og få sig en ordentlig forskrækkelse, siger han til TV 2.

Skoleelever advares nu mod en farlig leg.
Skoleelever advares nu mod en farlig leg.
Powered by Labrador CMS