Skifter til Dansk Folkeparti
Githa Nelander ville tage kampen op som formand for Nye Borgerlige, men nu har hun taget sine mandater til DF
Lokal- og regionsrådspolitiker Githa Nelander skifter til Dansk Folkeparti.
Hun har tidligere været valgt for Nye Borgerlige, og da Pernille Vermund trak sig fra partiet, planlagde hun at stille op som formand.
Det blev i stedet Martin Henriksen, og nu har Githa Nelander fundet et nyt parti.
- Jeg glæder mig meget til samarbejdet i DF i både byråd og regionsråd, og jeg vil med det samme berolige mine vælgere med, at jeg på ingen måde giver slip på mine politiske værdier. Jeg fortsætter min politiske linje i DF's ånd, siger hun i en pressemeddelelse.
Githa Nelander er byrådsmedlem i Næstved og regionsrådsmedlem i Region Sjælland.
Ville være formand
Da Nye Borgerlige kollapsede, og ledelsen af partiet meldte sig ud, var Githa Nelander klar til at føre partiet videre som formand.
Og da det tidligere DF-folketingsmedlem Martin Henriksen stillede op som modkandidat, distancerede Githa Nelander sig fra ham med den argumentation, at han netop var en typisk DF'er og ikke ligeså liberal som hende.
- Det DNA, DF har, kan man tydeligt mærke stadig sidder i ham. Det er der ikke noget forgjort i. Men jeg kan godt frygte, at vi bliver trukket i den retning, sagde Githa Nelander i februar.
Hun fremhævede, at hun var mere til den "liberale del".
Meldte sig ud
Githa Nelander endte med at melde sig ud af formandskampen i Nye Borgerlige, Martin Henriksen vandt posten, og nu har hun et halvt år senere meldt sig ind i Dansk Folkeparti.
Partiet har dermed to medlemmer af byrådet i Næstved og Region Sjælland.
Githa Nelander har tidligere været lokalpolitiker for Dansk Folkeparti. Hun har siden 2013 siddet i byrådet i Næstved, men skiftede til Nye Borgerlige i 2020, inden hun nu vender tilbage til DF igen.