Sker i nat: Her skal du holde øje
Når månen går ned klokken 03 tirsdag, er der de bedste muligheder for at se stjerneskud fra Geminide-sværmen
Hvis man kigger op mod himlen natten til tirsdag, vil der være væsentligt bedre chancer end normalt for at se stjerneskud.
Det skyldes meteorsværmen Geminiderne, der er over os hvert år i december.
Hver klar nat kan man se stjerneskud på himlen, men når der er meteorsværme, vokser antallet af stjerneskud betragteligt. Det fortæller Michael Linde-Vørnle, der er astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.
- Med jævne mellemrum flyver Jorden gennem en støvsky efterladt af en komet, og det er Geminiderne et eksempel på.
Lyset generer
- Stjerneskud er små støvkorn, der trænger ind i jordens atmosfære og får luften til at gløde. Kombinationen af, hvad støvkornet består af, og hvor stort det er, afgør, hvor meget det får luften til at lyse, siger han.
Geminiderne er blandt de allerstørste meteorsværme. Man kan typisk se mange stjerneskud - op mod 150 i timen - hvis betingelserne er helt ideelle.
Det er de sjældent. Det bliver de heller ikke i år. Her vil lyset fra månen genere og gøre det svært at se de mange stjerneskud.
De bedste chancer
Hvis man er interesseret i at se de mange stjerneskud, er det ifølge astrofysikeren optimalt, når månen går ned.
- Der er lagt i ovnen til at få nogle flotte oplevelser, hvis man ellers er standhaftig, kan stå op klokken 03 og kan holde kulden ud.
- Så vil der være gode forhold til at fange stjerneskud, siger Michael Linden-Vørnle.
Han pointerer, at et ordentligt kig til stjernerne kræver, at det er klart vejr.
Kan studere objekter
Stjerneskuddene udstråler fra et bestemt punkt på himlen i sydlig retning - fra stjernebilledet Tvillingerne (på engelsk Gemini), og det er der, navnet på sværmen stammer fra.
Meteorsværme er efterladt af kometer. Hvad angår Geminiderne, er det debatteret, hvor stjerneskuddene kommer fra, men sværmen menes at komme fra en asteroide eller en død komet døbt Paethon.
Og de objekter kan forskere studere, når de nærmer sig Jorden, og derved blive klogere på, hvordan solsystemet er blevet dannet og udviklet.
Husk det varme tøj
- Der er meteorsværme spor af den aktivitet, siger astrofysikeren.
Hvis vejret er klart natten til tirsdag, hopper Michael Linden-Vørnle selv i noget varmt tøj og ligger sig ud under stjernehimlen.
- Så er det på med vintertøjet og så lige ud at kigge klokken 03, fordi det er altså der, der er bedst mulighed for at fange stjerneskud i denne omgang fra Geminide-sværmen, siger han.