Skattelettelser til 3,3 millioner danskere

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har en fin balance trods kritik

Offentliggjort Sidst opdateret

Skattelettelser påvirker millioner af danskere

3,3 millioner danskere vil opleve skattelettelser fra personskattereformen.

Enlige forsørgere kan spare 7400 kroner årligt i skat.

Reformen kritiseres for at favorisere visse indkomstgrupper.

Skatteministeren forsvarer reformens balance trods kritik.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

3,3 millioner danskere vil for første gang kunne mærke effekten af personskattereformen, når de tjekker deres lønseddel for januar.

Lidt over et år efter at SVM-regeringen sammen med Danmarksdemokraterne, De Konservative, De Radikale og Nye Borgerlige indgik aftalen om reformen, kan for eksempel en enlig forsøger med ét barn og fuldtidsjob se frem til at betale 7400 kroner mindre i skat på et år.

Stigende priser

- Jeg håber selvfølgelig, at det bliver lettere for folk at få dagligdagen til at hænge sammen, siger skatteminister Rasmus Stoklund (S).

- Hvis man er enlig forsørger og skal have økonomien i sin husholdning til at hænge sammen oven på nogle år, hvor inflationen har været høj, og priserne på en indkøbstur har været voldsomt stigende, så er det her en håndsrækning, som jeg håber, at folk vil kunne mærke, trækker i den rigtige retning.

Over ti milliarder

Personskattereformen udløser i alt skattelettelser for over ti milliarder kroner.

Skattelettelsen sker ved, at satsen for beskæftigelsesfradraget og beløbet for det maksimale fradrag bliver forhøjet for de danskere, som er i job.

Kritiseret

Derudover bliver blandt andet det ekstra beskæftigelsesbidrag til enlige forsørgere sat i vejret.

Da personskattereformen blev indgået, blev den kritiseret af partier som SF og Enhedslisten for at være skæv i forhold til, hvilke grupper der bliver tilgodeset, når man ser på familiernes indkomst.

Samme som direktørfamilie

For eksempel vil en direktørfamilie få samme skattelettelse i kroner og øre som en arbejderfamilie.

Rasmus Stoklund er "tilfreds med den samlede balance" i reformen. Samtidig erkender han, at reformen havde set anderledes ud, "hvis vi havde en socialdemokratisk regering med 90 mandater".

Er enige

- Det er en måde at finde en model, hvor der er bred opbakning.

- Flere partier har bøjet sig mod hinanden og er blevet enige om, at det er den her måde, at de samlet set ti milliarder kroner skal gøre gavn for 3,3 millioner danskere, siger han.

Powered by Labrador CMS