Skal vi ikke bare sige tak

Corona pandemien spreder sig med lynets hast. Og som smittekurverne stiger, så falder humøret hos både de smittede og dem, som indtil nu er gået fri.

Det er forståeligt nok - for vi må hver især give afkald på mange oplevelser i disse måneder. Nogle er tillige hårdt ramt af sygdom.

Men samtidig er det vigtigt, at vi danskere ikke helt mister proportionerne. 

For kun få generationer siden lå Europa smadret efter en 2. Verdenskrig, som kostede 50 til 85 millioner mennesker livet. Byer var jævnet med jorden. Millioner var hjemløse og havde mistet deres kære. Arbejdsløse var de også.

Krigen varede i seks år og medførte ufattelige lidelser, sorg og afsavn. 

Unge soldater kæmpede - mange endda helt friviligt - for at nedkæmpe den tyske værnemagt.

Mange af soldaterne fik en smertefuld død på slagmarken uden at have familien omkring sig, og uden at nogen fik sagt tak til dem. 

De gav deres liv for, at vi i dag har vores frihed.

Ingen danskere er her under corona pandemien tvunget til hver nat at søge ned i undergrundsbanen for at søge ly mod tyskernes bombardementer af London.

Vi kan mætte gå i vores egen seng hver aften uden frygt for, at brandbomber udsletter vores hjem.

Vores hospitalsvæsen fungerer stadig, selv om det er presset i bund. Over alt kæmper læger, sygeplejersker, forskere, politikere og myndigheder i døgndrift for at få os alle gennem krisen bedst muligt.

Måske vi netop her i juletiden bør rette en særlig varm tak til alle dem, som gør alt for at begrænse epidemien mest muligt og lindre smerten hos de ramte.

Vi kan være uenige i, hvordan de enkelte myndigheder griber sagen an. Men vi behøver ikke at tvivle på, at alle yder det, de mener er bedst i den givne situation.

Bevares, der er masser af ulogiske tiltag. Ting vi ikke forstår. Meget vi ikke får forklaret godt nok. Men måske vi også bør spørge,  hvor vi selv kan være med til at gøre en forskel - i stedet for blot at skyde på 'modstanderne' og konstant brokke os. 

Måske tiden er kommet til, at vi alle ydmygt viger lidt og giver plads i stedet for konstant at mase på for egen vindings skyld.

I dag er vi trætte af, at vi ikke kan gå i teateret og biografen. At vi ikke må drikke en øl efter klokken 22 på et værtshus. De unge savner at feste, og de gamle mangler besøg af deres kære. Vi bøvler med test og coronapas.

Men tag et fotografi af de unge soldater, som sad i landgangsbådene under invasionen af Normandiet i juni 1944. Se deres bekymring og frygt i øjnene. 

De ville hver og en med garanti gerne bytte med de problemer, coronaen har skabt herhjemme.

Corona pandemien er måske et af naturens alvorlige varsel om, at vi mennesker har udnyttet og udbyttet klodens rigdomme.  

Vi har svinet og forbrugt, så temperaturen over det meste af verden stiger. Ismasser smelter og tørkeområder breder sig.

Måske vi skal til at vænne os til tanken om, at der er noget større på denne jord end det enkelte menneske. At vi ikke bare er os selv - men en del af en større og langt mere skrøbelig helhed, end vi har været klar over.

USA's tidligere præsident John F. Kennedy udtalte på et tidspunkt: Spørg ikke om, hvad dit land kan gøre for dig.  Spørg om, hvad du kan gøre for dit land.

Det var i den ånd,  at mange frivillige soldater drog i felten under 2. Verdenskrig. 

Det er måske også den ånd, der i sidste ende kan få os gennem denne corona pandemi?

Lad mig til sidst på hele holdets vegne sige tak til alle vore trofaste læsere af Newsbreak.dk.

I ønskes en Glædelig Jul og et Lykkebringende Nytår.