Sjældent dyr tilbage - efter 60 år
Sjældne dyr er set i Nordsjælland
Odderen forlod området for omkring 60 år siden.
Men nu spirer håbet om, at det lille rovdyr er svømmet over Øresund og har slået sig ned i Nordsjælland.
Det skriver TV 2 Lorry.
Hos Naturstyrelsen Nordsjælland spirer der nemlig en svag optimisme om det lille mårlignende rovdyrs tilbagevenden til naturen efter næsten 60 års eksil, for ikke siden 1966 har der været oddere i området.
Trafikdræbt
Fundet af to trafikdræbte oddere sidste år ved Nivå og Rågeleje samt en optagelse fra et vildtkamera ved Arresø af en levende odder får nemlig styrelsen til at tro og håbe på, at dyret er kommet for at blive.
- Vi har et stort håb om, at den er kommet tilbage, for det vil jo være historisk at få odderen tilbage til Nordsjælland efter så mange år uden. Jeg tror de, er der, og måske har vi endda overset bestanden, for den overvågning, der er sat ud, bliver kun tjekket hvert sjette år, siger Lise Vølund, biolog hos Naturstyrelsen Nordsjælland, til TV 2 Lorry.
Naturstyrelsen Nordsjælland har derfor i samarbejde med Københavns Universitet og de nordsjællandske kommuner nu sat gang i en større undersøgelse af, hvor odderen findes, og hvor stor bestanden mon kan være.
Sprøjtet med duftstoffer
Ved at lægge 20-25 flydende platforme ud i en række vandløb og søer i Nordsjælland sprøjtet til med duftstoffer, som tiltrækker odderen, vil styrelsen dokumentere odderens comeback via vildtkameraer monteret på platformene.
Det vil kunne give en god oversigt over, hvor odderen findes og en indikation af, hvor mange oddere der lige nu er i Nordsjælland.
Skulle det vise sig, at oddere i et solidt antal er vendt tilbage til Nordsjælland, vil det være opsigtsvækkende, mener Naturstyrelsen.
Ganske få oddere
På Sjælland har der siden 1960’erne kun været ganske få oddere i en mose mellem Sorø og Kalundborg, mens den har været helt forsvundet fra det øvrige Sjælland.
I 1980’erne var odderbestanden så lille herhjemme, at den kun fandtes i mindre områder i det nordvestlige Jylland.
Men efter en fredning mod jagt og vedtagelsen af en forvaltningsplan er odderen igen udbredt over hele Jylland og har i løbet af de seneste ti år også slået sig ned på Fyn.
Netop jagt var årsagen til, at odderen i sin tid forsvandt fra Sjælland.
Til gengæld har oddere i mange år haft det forrygende på den anden side af Øresund med en sund bestand i Skåne.
Odderlort
Af samme årsag vurderer Naturstyrelsen, at den mulige odder-koloni i Nordsjælland er kommet fra netop Sverige. Det skal en DNA-undersøgelse af de to trafikdræbte oddere dog klarlægge inden for den nærmeste fremtid.
- Hvis bestanden i Skåne er blevet presset med for mange oddere, så udvandrer de unge oddere fra territorierne. Hvis det er tilfældet, kan de godt være svømmet over Øresund og endt her i Nordsjælland, siger Lise Vølund.
Naturstyrelsen beder borgere, der færdes langs vandløb og søer om at være opmærksomme på mulige oddere eller spor af dem.
Skulle man støde på en odder eller odderekskrementer, så tag gerne billeder eller video af det og send det til Naturstyrelsen, lyder opfordringen.
Hvis man ikke er sart anlagt beder styrelsen sågar odder-spottere om at samle en mulig odderlort op i en plasticpose og aflevere den hos Naturstyrelsens matrikel i Græsted.