Sjælden stor fugl spottet i Danmark
Den er helt usædvanlig
En sjælden stork er blevet set i Bækmarksbro i Vestjylland.
Det skriver TV Midtvest.
Den er ikke som storke i Danmark er flest. Den er nemlig sort.
Den sorte stork er ikke et dyr, man ofte ser i Danmark. Faktisk har der ifølge Dansk Ornitologisk Forening ikke været et ynglende sort storkepar her i landet siden 1980'erne.
10 ynglende par
Dansk Ornitologisk Forening estimerer, at der bor cirka 10 ynglende par hos vores nabo i Slesvig-Holsten.
Den sjældne stork er blevet set side om side med en hvid stork, som vi kender den.
Men det er to helt forskellige arter, lyder det fra biolog hos Dansk Ornitologisk Forening Knud Flensted, der næppe tror, at de to storke vil slå sig ned og yngle sammen.
De to storke yngler nemlig helt forskellige steder. Den hvide stork foretrækker mere åbent land, hvor den sorte trives i mere vilde skove med fugtige vådområder, siger han.
Et usædvanligt syn
Han kalder det også for et "usædvanligt syn" for dem, der har set storken. Ifølge ham bliver der set omkring 20 sorte storke strejfe rundt i Danmark om året.
I databasen på Dansk Ornitologisk Forening er der også noteret tre observationer af den sorte stork inden for de seneste 30 dage. To af dem i Vestjylland.
Det kan eventuelt være den samme stork, der er set, påpeger Knud Flensted.
Især i maj og august
Ifølge ham er det især i maj og august måned, man kan være heldig at se den sorte stork i Danmark.
- Det kan være fugle, som er på vej til deres yngleplads og måske er fløjet lidt for langt eller strejfer lidt rundt, siger han.
150 sorte par
I 1850 ynglede der omkring 150 par sorte storke i Danmark, men siden er det gået kraftigt tilbage for arten.
Det skriver Dansk Ornitologisk Forening på deres hjemmeside.
- Der havde vi mere vilde skovområder. Hvis vi havde den rigtige natur, vådskove med fugtige vandområder, kunne man håbe, at nogen ville slå sig ned igen, siger Knud Flensted.
Han håber på, at den sorte stork bliver en dansk ynglefugl igen i takt med, at Danmark får flere og flere vilde skovområder.
- Hvis jeg selv havde set den, havde jeg hoppet op og ned, siger Knud Flensted.