Simon føler sig overset: - Bliver jo en andenrangsborger

Kørestolsbrugeren Simon Justesen fra Randers ærgrer sig over, at der ikke er tænkt på ham under byggeriet af Thors Bakke

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland.

Engang lå byens vartegn og stolthed her. Thor bryggeriet. Hvor kuskene kørte ud fra med de dyrebare dråber. I dag tappes der ikke længere øl på stedet, men i stedet er Thors Bakke blevet skabt.

Her ligger der nu et sundhedshus, biograf og en restaurant. 

Men der er bare et problem. 

Handicappede og gangbesværede har svært ved at bevæge sig mellem bakkens niveauer.

- Man bliver jo en andenrangsborger et eller andet sted. Det, synes jeg, er ærgerligt, siger kørestolsbrugeren Simon Justesen til mediet.

'Umulig at komme op af'

Det er planen, at der på et tidspunkt i byggeriet skal indtænkes tiltag for at styrke tilgængeligheden.

Men indtil da henviser Randers Kommune til vejen Nørrestræde. 

En af byens mest stejle veje.

Simon Justesen sidder i kørestol, og det kan godt give udfordringer, når man færdes i Randers midtby.
Simon Justesen sidder i kørestol, og det kan godt give udfordringer, når man færdes i Randers midtby.

- Den er simpelthen umulig at komme op af. Det synes jeg ikke, man kan byde folk. Det fordrer jo, at man altid kan få hjælp, siger Simon Justesen, der må give fortabt, da han forsøger at kæmpe sig op.

- Mit mål som handicappet er at være så selvhjulpen som muligt, så der går lidt af mig, hver gang jeg skal spørge om hjælp. Ikke fordi folk ikke er venlige til at hjælpe, fortsætter han.

Forstår det ikke

Alternativt kan Simon Justesen og andre kørestolsbrugere benytte Thorsgade for at komme op ad Thors Bakke.

Men heller ikke den vej er han fan af.

- Hvis jeg skal op ad den, skal jeg ud på vejen, og så er der faktisk ikke en opkørsel til fortovet. Så jeg har mange problemer, lyder det fra Simon Justesen.

Formanden for det lokale handicapråd hører de samme frustrationer fra sit netværk.

Og personligt forstår hun heller ikke, hvorfor der ikke allerede nu er bedre adgang for handicappede.

Et stort problem

- Vi har den der frustration over, at det går for langsomt, og man har en frygt for, at tilgængeligheden bliver glemt igen, eller det ikke bliver tænkt ind fra start, forklarer formanden for Handicaprådet i Randers Kommune Karina Hjorth til TV2 Østjylland.

Hun mener, at det er et stort problem, hvis der først laves løsninger for handicappede senere i byggeprocessen.

Det er sådan, det er tænkt på Thors Bakke.

- Hvis du først tænker det ind senere, bliver det bare dyrere. Og vi er mange, der har brug for de her tilgængelighedsmuligheder. Jeg tænker ikke kun på handicappede, men der bliver også flere og flere ældre, der kan være gangbesværede, siger Karina Hjorth.

En flugtvejsdør

På Thors Bakke er der faktisk en elevator, men den er ukendt for langt de fleste.

Ærgerligt og underligt, hvis man spørger Karina Hjorth:

- Det er så simpelt. Det er et skilt, en klokke og en aftale med dem, der har bygningen, og dem der arbejder der. Og så har du faktisk løst rigtig mange problemer lige nu.

Ejeren af bygningen fortæller, at døren ind til elevatoren er en flugtvejsdør, som der ikke er offentlig adgang til. Der er ikke udsigt til, at det ændrer sig i fremtiden.

Er skeptisk

Simon Justesen håber på, at Thors Bakke en dag er tilgængelighed for alle, men han er skeptisk.

- Når man kigger i bakspejlet, hvordan det er gået indtil videre, så har jeg ikke så store forhåbninger. Det er jeg nødt til at sige, desværre.

Formanden for Randers Kommunes Miljø- og teknikudvalg Nick Zimmermann fra DF kan sagtens forstå kørestolsbrugernes frustrationer.

Han lover, at der kommer en løsning på Thors Bakke.

Ny bygning på vej

- Der er en ny bygning på vej, hvor der kommer en elevator, som de kan bruge. I en middelalderby som vores kan det være svært at skabe tilgængelighed alle steder, men vi skal forsøge, siger Nick Zimmermann til TV2 Østjylland.

Beslutninger omkring netop Thors Bakke er taget før hans byrådstid, men i kommende projekter vil han tænke tilgængelighed ind.

- Når vi er projektmagere, og især når der er tale om sundhedstilbud og offentlige bygninger, skal det altid være handicapvenligt. Også selvom det så bliver dyrere, slår politikeren fast.

Powered by Labrador CMS