Sidder i kø i timevis
Fredag aften åbnede Skattestyrelsen for adgang til årsopgørelsen. Der var flere timers ventetid efterfølgende
Skattebetalende borgere, der ikke kunne vente til den officielle åbning mandag, kunne fredag aften smugkigge på deres årsopgørelse.
Siden den åbnede fredag aften ved 18-tiden, har borgerne på 13 timer frem til klokken 07.00 lørdag morgen logget på TastSelv 645.707 gange for at tjekke deres skatteoplysninger.
Det oplyser Skattestyrelsen i en status på Twitter klokken 09.00 lørdag.
Flere inde flere gange
Sidste år lå tallet på 512.769 klik i samme tidsinterval.
Tallene er antal klik og ikke unikke brugere. Det betyder, at de samme borgere godt kan have logget ind flere gange.
Ifølge en ventekurve, som Skattestyrelsen har delt på Twitter, var ventetiden på sit højeste omkring klokken 19.00 fredag aften. Her kunne man risikere at vente i over fire timer.
Ingen kø her
Køen var hurtigst overstået, hvis man loggede ind omkring klokken 05.00 lørdag morgen.
Officielt åbner årsopgørelsen mandag.
Årsopgørelsen er en oversigt over ens skat for sidste år.
Den kigger bagud og viser, hvad man har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat. I sin årsopgørelse kan man se, om man skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i skat.