CLAUS MED KANT

Send Trump ned i syltekrukken

Danmark bør ikke tillade, at amerikanske soldater og sikkerhedsfirmaer kan rende bevæbnede rundt på dansk jord uden vi kan retsforfølge deres eventuelle lovovertrædelser, mener tidligere chefredaktør på Nyheder.dk Claus Jessen

USA's præsident, Donald Trump, trænger til en tur i syltekrukken.
Offentliggjort

Om få dage skal Folketinget behandle den baseaftale, som den danske stat indgik med USA i december 2023.

Aftalen betyder, at amerikanerne må udstationere tropper og lave baser på flyvestationerne i Aalborg, Skrydstrup og Karup.

Der er al mulig grund til at råbe vagt i gevær og sige stop NU.

For ifølge aftalen må de amerikanske soldater være bevæbnede uden for de militære områder. De må foretage indgreb over for danskere uden for selve baserne, hvis det er 'nødvendigt for de amerikanske styrkers brug, drift og forsvar af samt kontrol over de aftalte anlæg og områder´.

Soldaterne kan ikke retsforfølges efter dansk lovgivning, hvis de laver noget ulovligt indenfor og udenfor baserne. 

Og nu viser det sig også at private  sikkerhedsfirmaer, som det amerikanske forsvar entrerer med, også må bære våben i begrænsede områder  i Danmark.

Som en krølle på halen skal soldaterne heller ikke betale skat i Danmark.

Det er selvfølgelig dejligt bekvemt, at amerikanske tropper endnu engang skal udstationeres i Europa for at redde trådene ud i konflikter, vi ikke selv magter at løse.

Men det er komplet ubegribeligt, at Danmark kan finde på at pantsætte helt fundamentale regler for lov og orden. Der er formentligt tale om en grundlovsstridig aftale, som det danske folketing er på vej til endeligt at godkende.

Aftalen blev indgået med den daværende Biden-regering, som dog sikrede en vis form for stabilitet og allieret kontinuitet.

Men med valget af Donald Trump har situationen jo fuldstændig ændret sig. Vil vi virkelig bryde Grundloven og overdrage retssikkerheden til den mand.

Lad mig minde om, at Donald Trump har et yderst afslappet forhold til lovovertrædelser. Han er lige nu ikke blot  i færd med at bryde flere internationale love og aftaler med sine direkte og indirekte trusler om at ville overtage Grønland med magt.

Han er selv dømt for gigant-svindel med skatteborgernes penge. Han er dømt for en seksualforbrydelse. Han var med til at opildne rasende borgere til at angribe Kongressen. 

Og bagefter løslod han bøller og forbrydere i hobetal ved at benåde dem.

Det er naturligvis også Trump, som nu forsvarer Marine Le Pen i Frankrig, som er dømt for storsvindel med EU-midler.

For Donald Trump respekterer hverken love eller forfatninger. Han er kongen i sit eget univers.

Donald Trump er som præsident den øverst ansvarlige for det amerikanske forsvar. 

Det er i sig selv en skræmmende kendsgerning, når man tager hans svigtende dømmekraft i betragtning.

Det bliver Donald Trump, der i hvert tilfælde på papiret kan blande sig i, hvordan amerikanske soldater, der begår forbrydelser i Danmark, skal straffes. 

Ikke efter dansk lovgivning. Men efter amerikanske love og præsidentens forgodtbefindende.

Det skriger til himlen,  hvis Danmark nu giver USA et partoutkort  til at køre forbi det danske retssystem. 

Et flertal af den danske befolkning er da også imod en sådan aftale med amerikanerne.

Hvordan kan Folketinget så komme uden om de politiske skær i det i forvejen oprørte farvand mellem USA og Danmark?

Det er ganske nemt. 

Man kan komme aftalen ned i syltekrukken sammen med Trump. Stil nye, opklarende spørgsmål i et væk og træk sagen i langdrag, indtil Trump har uskadeliggjort sig selv som præsident.

Hvis der er noget, som danske politikere er mestre i, så er det jo netop i disciplinen langstrakt syltning på alle tider af året. 

Sæt i værk nu. 

Claus Jessen, journalist og tidligere ansvarshavende chefredaktør på Nyheder.dk.
Powered by Labrador CMS