Sarah Grünewald: De tog alt fra mig

Den kendte tv-vært Sarah Grünewald har fundet ro og sit fodfæste i takt med alderen og en livsændrende erkendelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sarah Grünewald var på to livsforandrende rejser sidste år - både fysisk og mentalt.

Hun sejlede over Atlanten i discovery+ og Kanal 5-programmet af samme navn og havde forinden været i Sydkorea som en del af TV 2-programmet "Shaolin".

Gennem meditation, åndedrætsøvelser og kampkunst er den ældgamle kinesiske livsfilosofi shaolin en søgen efter at blive den bedste version af sig selv.

- Jeg står et rigtigt fint sted i mit liv, lyder det fra tv-vært Sarah Grünewald, som fyldte 40 år i februar. (Arkivfoto).

Du spiser, du sover, du træner, du mediterer. Alt andet er skrællet fra, fortæller Sarah Grünewald.

Helt vildt

- Det sker noget helt vildt, når man får taget sin telefon fra sig og ikke forholder sig til, hvad klokken er eller til Instagram. Det er enormt simpelt, siger hun og uddyber:

- Det viser en, hvor forstyrret man er derhjemme i hverdagen, og hvor meget man egentlig er på arbejde ved hele tiden at forholde sig til alt muligt, som vi har pålagt os selv som mennesker.

- Derfor er det en kæmpe gave at få lov til at prøve at mærke, hvad det rent faktisk gør. Men også at mærke, hvor meget vi fucker det op for os selv, og hvor vi egentlig er på vej hen.

Utålmodig

Sarah Grünewald beskriver sig selv som et utålmodigt menneske. Men både da hun sejlede over Atlanten - langt væk fra civilisation og wi-fi - og fik frataget sin telefon under Shaolin-opholdet, fik hun en livsændrende erfaring.

- Jeg blev opmærksom på, at jeg har ADHD. Det var helt klart noget, jeg fandt ud af, da jeg kom hjem, i og med at jeg kunne mærke, at jeg gør et stort stykke arbejde for at have det godt, men jeg havde stadig enormt meget kaos i mit hoved, fortæller Sarah Grünewald.

- Efter at være blevet udredt og nu få medicin har jeg kunnet mærke, hvor meget overarbejde, jeg egentlig har været på. Jeg kunne mærke, at når der er en meget simpel ramme og meget få ting at forholde sig til, så kan jeg godt fungere. Lige så snart der er for meget omkring mig, så bliver jeg overstimuleret, og så bliver det hele meget kaotisk for mig.

Har diagnose

Det har været en stor mental lettelse at få diagnosen, så hun kan give sig selv de bedste forudsætninger for at leve med den.

Sarah Grünewald, som fyldte 40 år i februar, kan generelt mærke en ro over sig i takt med alderen.

Sarah Grünewald

Født i Tyskland, opvokset på Falster med tysk far og dansk mor.

Gennemgik en oprørsk ungdom med 14 piercinger og deltagelse i et råt miljø.

Opdaget som model efter gymnasieafgang, rejste verden rundt og fik fjernet sine piercinger.

Tv-vært og skuespiller, kendt fra 'Vild med dans', 'Tomgang' og filmen 'Lille sommerfugl'.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

- Jeg har haft tid til at kunne mærke, at jeg står et rigtigt fint sted i mit liv, fortæller hun.

- Der er en anden fordybelse, og der er ikke frygten for at fejle og frygten for at turde prøve nye ting.

Hun er så klar

Da Sarah Grünewald stoppede som vært på "Vild med dans" og trådte ud af sine 14 centimeter høje hæle, trådte hun også ud af den kasse, som hun med egne ord havde stået i.

Nu er hun klar til at træde ind i sin fremtid.

- Jeg har haft lyst til at invitere folk ind og give et billede af, hvordan jeg er, lyder det fra Sarah Grünewald.

"Shaolin" kan ses på TV 2 og TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS