Samler 750 millioner ind til Ukraine
Danskernes lyst til at donere penge til nødhjælpsorganisationer har aldrig været større end nu. Røde Kors oplyser, at indsamlingerne til Ukraine allerede har slået tidligere rekorder
Citathistorie: TV 2 Lorry
750.000.000. Eller 750 millioner kroner.
Så mange penge havde nødhjælpsorganisationer på tværs af Danmark fredag indsamlet i donationer til humanitær bistand til Ukraine.
Det er en ny rekord.
Alene i Røde Kors har man i løbet af 14 dage indsamlet 350 millioner kroner, hvilket også er en rekord. Og et tal, der får fundraisingchef i Røde Kors, Morten Jørgensen, til at tage store ord i brug:
- Vi har aldrig nogensinde i Røde Kors samlet så stort et beløb ind under nogen indsamlinger. Det er historisk, og jeg tør godt sige, det er en danmarksrekord. Det er helt overvældende og uden sidestykke, siger han til TV 2 Lorry.
Indsamling stadig i gang
Tallet forventes desuden at vokse, da indsamlingen fortsat kører, og der lørdag aften afholdes en stor, tv-transmitteret støttekoncert med en bred vifte af danske kunstnere.
Ifølge Morten Jørgensen viser de mange donationer, at danskerne og danske fonde og virksomheder er generøse.
Samtidig er den massive medieomtale dog også med til at få danskerne til at gribe til lommerne:
- Man kan jo dagligt se i nyhederne, at situationen bliver værre og værre, og at der er et kæmpe behov for humanitær hjælp i Ukraine. Det tror jeg også, danskerne kan se, siger han.
En trist baggrund
Men selvom antallet af indsamlede kroner overstiger alt, Morten Jørgensen tidligere har set, så er det med blandede følelser, at man slår den slags rekorder:
- Når vi samler ind, er det altid på en trist baggrund der omhandler rigtige skæbner og mennesker, der lever livet på flugt eller det der er værre.
- Men vi er jo enormt taknemmelige og glade for, at danskerne viser den her opbakning. Først og fremmest til sagen, men selvfølgelig også til os nødhjælpsorganisationer, siger Morten Jørgensen til TV 2 Lorry.