Særlig bøn til danske forældre

Blot 12,3 procent af børn har fået første stik. Mange er på ferie, men forældres usikkerhed spiller også ind

17. juni anbefalede Sundhedsstyrelsen på et pressemøde, at børn mellem 12 og 15 år vaccineres. Formand for børnelægerne Klaus Birkelund Johansen (t.h.) kunne hverken på pressemødet eller senere bakke anbefalingen op. Det kan forvirre forældre, mener Camilla Foged, professor i vaccinedesign. (Arkivfoto)
17. juni anbefalede Sundhedsstyrelsen på et pressemøde, at børn mellem 12 og 15 år vaccineres. Formand for børnelægerne Klaus Birkelund Johansen (t.h.) kunne hverken på pressemødet eller senere bakke anbefalingen op. Det kan forvirre forældre, mener Camilla Foged, professor i vaccinedesign. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Skal Danmark undgå, at coronasmitten blomstrer op igen, er det afgørende, at børn mellem 12 og 15 år tager imod tilbuddet om at blive vaccineret.

Det siger Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, på baggrund af nye tal fra regionerne.

De viser, at det indtil videre kun er 12,3 procent af børnene og de unge, der har fået det første stik.

- Jeg kan kun opfordre forældrene til at booke tid. Hellere før end siden, så vi kan få så mange som muligt vaccineret, inden skolerne åbner igen, og vi går ind i efteråret, siger Camilla Foged.

Ikke bekymret for tilslutning

Hun har været med til at rådgive Sundhedsstyrelsen om vaccination af børn og er på nuværende tidspunkt ikke bekymret for tilslutningen.

- I forhold til at vi er i en ferieperiode, er det ikke bekymrende. Er man i sommerhus eller ude at rejse, så tænker man nok ikke lige på det.

- Jeg tror, at bookingerne kommer de næste uger, når folk vender hjem fra ferie, siger Camilla Foged.

Mens 12,3 har fået den første vaccination, viste tal i sidste uge fra fire af de i alt fem regioner, at der er booket tider for omkring en tredjedel i aldersgruppen.

Ønsker højere tal

Camilla Foged så gerne, at begge tal var højere:

- Jeg kunne da godt ønske, at det var flere, siger hun.

Ud over ferietiden kan en forklaring på de forholdsvis få bookinger være, at mange forældre er usikre på, om de skal lade deres børn vaccinere.

Børnelægerne har nemlig ikke bakket op om Sundhedsstyrelsens anbefaling. Formand for Dansk Pædiatrisk Selskab Klaus Birkelund Johansen har flere gange sagt, at han hverken kan anbefale eller fraråde vaccination.

Det skyldes, at børn sjældent bliver alvorligt syge. Samtidig har han efterlyst flere studier af mulige bivirkninger.

Forskellige holdninger forvirrer

De forskellige holdninger kan forvirre forældrene, mener Camilla Foged.

- Jeg tror, at de modsatrettede holdninger har givet anledning til forvirring blandt en del forældre. Det kan være medvirkende til, at nogle ikke har booket og måske venter og ser tiden an, siger hun.

For at forhindre epidemien i at genopstå skal 84 procent af den danske befolkning være immune.

Det svarer til, at mindst 90 procent af befolkningen skal være færdigvaccineret.

På landsplan er der indtil videre færdigvaccineret næsten tre millioner borgere. Det svarer til 50,2 procent - eller mere end halvdelen - af befolkningen.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS