Sænker el-afgiften
Har vedtaget en hastebehandlet lov
Folketinget har torsdag vedtaget en hastebehandlet lov, der sænker elafgiften og forhøjer det maksimale beskæftigelsesfradrag.
Elafgiften sænkes 4 øre pr. kilowatttime, så den resten af året vil være på 68,8 øre.
Efter nytår sænkes elafgiften yderligere til 65,5 øre.
Vil barbere den helt i bund
Ingen partier stemte imod lovforslaget, der træder i kraft 1. oktober. Lovforslaget blev fremsat i forrige uge, og siden har Venstre foreslået, at man barberer den helt i bund.
Partiet vil sænke den til EU's minimumssats på 0,8 øre.
Det sagde Venstres formand under en debat med statsminister Mette Frederiksen (S) og Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, søndag aften på DR. Og det gentager partiformanden torsdag.
- Konkret foreslår vi i Venstre, at vi banker elafgiften helt i bund, så det kan mærkes, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Vil koste staten
En sådan øvelse vil koste staten indtægter. Ifølge Venstre vil prisen være på 3,5 milliarder kroner.
Flere af Folketingets partier er imod at sænke afgiften så markant. Det gælder SF og Enhedslisten, som begge mener, at hjælpen skal målrettes dem, som har mest brug for den - fremfor en generel skattelettelse.
Samtidig med sænkelsen af elafgiften forhøjes det maksimale beskæftigelsesfradrag til 43.500 kr i år. Fra næste år bliver det 44.300 kr.