Sådan rammer stormen Danmark

Varslet storm ser kun ud til at ramme det aller sydligste Danmark fredag aften og lørdag nat, siger DMI

Offentliggjort Sidst opdateret

Der venter Danmark nogle temmelig blæsende dage, i forbindelse med at stormen Nora kommer på besøg i weekenden.

Allerede før Noras ankomst har stormen dog mistet lidt af pusten, da den ser ud til at tage en lidt sydligere bane ind over Danmark end først antaget.

Det oplyser Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

- Vi har et varsel ude om storm fra fredag aften og natten til lørdag for den aller sydligste del af landet, siger Lars Henriksen.

- Vi regner med, at det primært er den sydligste del af Sønderjylland og Fyn, Langeland samt Lolland-Falster og Bornholm, der bliver ramt.

Bølger slår ind over ydermolen i Hirtshals lørdag den 29. januar 2022. (Arkivfoto)
Bølger slår ind over ydermolen i Hirtshals lørdag den 29. januar 2022. (Arkivfoto)

Fredag til lørdag

Varslet gælder umiddelbart fra klokken 21.00 fredag til klokken 03.00 lørdag nat.

Ifølge DMI bliver Bornholm først ramt lidt senere. Her gælder varslingen om storm fra klokken 23.00 fredag til klokken 10.00 lørdag formiddag.

I den pågældende periode advarer DMI om middelvind af stormstyrke på mellem 25 og 28 meter i sekundet.

- Lokalt kan der også være risiko for vindstød af orkanstyrke, men det er ikke meget udbredt, siger Lars Henriksen.

Vindstød af orkanstyrke er nok til at blæse tagsten ned, knække store grene og vælte træer.¨

Øget vandstand

DMI varsler også om forhøjet vandstand i Vadehavet fra klokken 01.00 til 07.00 natten til lørdag og langs den centrale vestkyst fra klokken 02.00 til 05.00.

I vadehavet kan vandstanden stige til 2,8 og 3,3 meter over det normale, mens den langs den centrale vestkyst kan stige med op til to meter.

På hele Sjælland og Fyn samt i hele Sønderjylland er der natten til lørdag risiko for stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

En blæsende weekend

Blæsevejret ventes at aftage en smule i hele landet i løbet af lørdag, men generelt bliver hele weekenden "en blæsende omgang", siger Lars Henriksen.

Vejret bliver også en blandet landhandel med perioder med sol, regn, slud eller tøsne både fredag, lørdag og søndag.

Koldest bliver det fredag med temperaturer mellem en og seks grader, mens det lørdag og søndag nogle steder kan blive lidt varmere med tre til otte grader.

Det er knap tre uger siden, at stormen Malik ramte Danmark.

Sådan kan du sikre dit hus mod stormskader

Forsikringsoplysningen har en guide til, hvordan man bedst forhindrer skader på sit hus før og efter en storm.

* I god tid før stormen kan man:

- Tjekke, at der ikke er løse rygsten på tegl- og betontage.

- Tjekke, at hegn og plankeværker står ordentligt fast.

- Overveje at fælde store træer, der står tæt på huse - eller fjerne rådne eller løstsiddende grene.

* Når der er varslet storm kan man:

- Fjerne løse ting udenfor huset.

- Lukke porte, døre og vinduer.

- Undgå at parkere sin bil under et træ eller i nærheden af løse skraldespande.

* Efter stormen kan man:

- Dække ituslåede vinduer af med træplader eller plastik.

- Lukke huller i taget eller dække af med en presenning.

- Tag billeder eller video af det, der er ødelagt. Smid ikke ødelagte ting væk.

Kilde: Forsikringsoplysningen
Powered by Labrador CMS