Sådan gør du med drikkevand ved en krise

Seks gode råd til sikring af drikkevand ved en krisesituation

Offentliggjort

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen var lørdag den 15. juni ude med nye anbefalinger til danskerne.

I tilfælde af en krisesituation bør alle danskere kunne klare sig selv i op til tre døgn.

Man bør have mad, medicin og vand nok til at kunne komme problemfrit gennem 72 timer.

Myndighedernes samlede anbefalinger til borgerne omkring håndtering af en krisesituation vil på et senere tidspunkt blive sendt ud til alle, der kan modtage digital post.

En husstandsomdeling af anbefalingerne vil muligvis også blive iværksat.

Drikkevand

At have adgang til rent drikkevand er essentielt.

I den forbindelse har Assens Vandværk udarbejdet seks gode råd.

1. Vand fra hanen er bedst

Assens Vandværk anbefaler vand fra hanen. Flaskevand bør kun anvendes hvis du ikke har andre alternativer. Flaskevand er dyrt og dårligt for miljøet, skriver Assens Vandværk.

2. Så meget skal du bruge

Der skal bruges 3 liter drikkevand i døgnet pr. person i husstanden.

3. Klargøring af flasker/dunke

Rengør egnede flasker/dunke, der er godkendt til fødevarer, med vand og sæbe, og skyl godt. Desinficer med 2 "propfulde" husholdningsklorin pr. 10 liter vand. Fyld flasker/dunke og lad dem stå i 30 minutter før grundig skylning.

4. Påfyldning

Vand fra hanen fyldes på de desinficerede flasker/dunke. Lad vandet løbe, til det bliver koldt, før du tapper det. Fyld flasker/dunke helt op.

5. Opbevaring

Opbevar vandet køligt og mørkt f.eks. i et skab, under en køkkenvask eller et andet sted væk fra direkte sollys. Hvis du ikke har et mørkt sted at opbevare vandet kan flasker/dunke pakkes ind i aviser eller klæde.

6. Holdbarhed

Hvis vandet er tappet på godt rengjorte beholdere, kan det i princippet stå i årevis, men vi anbefaler at udskifte vandet en gang om året. Det ubrugte vand kan f.eks. genanvendes til blomstervanding eller nogle ekstra toiletskyl.

På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du forbereder dig på en krise. Her kan du downloade pjecer og tjeklister.

Powered by Labrador CMS