Så stor er danskers chance
"Flugt" er ikke favorit i nogen kategori, men bookmakerne mener stadig, at der er 58 procent chance for sejr
Oddssætter fra Danske Spil Mathias Reimer Larsen mener, at der er fin mulighed for, at der kommer en oscarstatuette med hjem til Danmark i marts.
- Der er lagt op til en kæmpe dansk aften, selv om det er et hårdt felt. "Flugt" er ikke favorit i nogen af kategorierne, men vi giver det 58 procent chance for, at den kommer hjem med mindst en statuette, siger han i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
"Flugt" er nomineret i kategorierne Bedste Internationale Film, Bedste Animationsfilm og Bedste Dokumentarfilm.
Det er i dokumentarkategorien, at "Flugt" har den største chance for at løbe med en statuette.
Giver pengene tre gange igen
Man får nemlig pengene tre gange igen, hvis Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar løber med sejren i den kategori.
Mathias Reimer Larsen siger dog, at favoritten i dokumentarkategorien er "Summer of Soul (...Or When the Revolution could Not Be Televised)".
Bet365 har en smule mere tiltro til "Flugt", hvor den står til odds 2,87, men "Summer of Soul (...Or When the Revolution could Not Be Televised)" er også denne bookmakers favorit med odds 1,57.