Så skrækkeligt bliver vejret
En enkelt region får måske solen at se
Hvis man havde håbet på, at den forgangne weekend indvarslede vintervejr med puddersne fremover, kan man godt tro om igen.
Onsdag bliver kedelig, kølig og grå og skal bare overstås.
Stort set hele landet vågner op til gråvejr, og skyerne bliver liggende over os hele dagen.
Der kan muligvis komme et enkelt hul i skydækket i Sønderjylland i dagtimerne, men efter kort tid vil den grå dyne igen dominere også her.
Føles køligt
Temperaturerne vil ligge på 3-6 grader hele dagen og natten til torsdag.
- Men det er oppe i luften på grund af skyerne. Helt nede ved jorden, hvor vi befinder os , kan det føles, som om vi er nede omkring frysepunktet. Så skal man ud at cykle, er det en god idé at tage et par handsker på, siger vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen, til Newsbreak.dk.
For at finde lidt positivt i den helt igennem kedelige vejrudsigt, er det glædeligt, at vi ikke bakser med nattefrost, så der bør ikke være glat ude på vejene hverken onsdag eller torsdag morgen.