Så mange ledige tider er der

Regionerne opfordrer til at booke vaccination, for der er mange ledige tider, og det kan forsinke udrulning.

Regionerne opfordrer borgerne til at bestille tid til vaccination, for der er mange vacciner, men tusindvis af ledige tider over hele landet. Det kan forsinke udrulningen, hvis tiderne ikke bliver booket. (Arkivfoto)
Regionerne opfordrer borgerne til at bestille tid til vaccination, for der er mange vacciner, men tusindvis af ledige tider over hele landet. Det kan forsinke udrulningen, hvis tiderne ikke bliver booket. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Flere steder i landet oplever vaccinationscentre, at borgerne er langsomme til at bestille tid til vaccination mod coronavirus.

Det betyder, at der er tusindvis af ledige tider, og det kan forsinke vaccinationsudrulningen. Det skriver Jyllands-Posten.

I Region Syddanmark er der cirka 75.000 ledige vaccinetider fordelt over de næste fire uger. 

I Region Sjælland er tallet omkring 100.000 ledige i tider i samme periode, mens Region Nordjylland har 65.000 ledige tider de kommende tre uger.

Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), opfordrer derfor til at reservere tid, hvis man ikke har fået det gjort.

- Hvis ikke der er plads ved det nærmeste vaccinationscenter, så se, om der er andre centre, der kan bruges, eller hold løbende øje med, om der bliver lagt nye tider ud, siger hun til Jyllands-Posten.

To millioner mangler

Vacciner er der nok af. Det skyldes købet af et stort parti Pfizer-vacciner fra Rumænien. 

Købet på 1,17 millioner doser har medført en fremrykning af vaccinekalenderen.

Tidligere fredag meddelte Sundhedsstyrelsen, at alle personer, der bliver 16 år eller derover i 2021, nu er blevet inviteret til vaccination.

Senest er det målgruppen med de 30-34-årige, der har fået mulighed for at bestille tid.

Der er dog stadig over to millioner danskere, der mangler at blive vaccineret. 

Stephanie Lose understreger, at det er vigtigt at holde epidemien under kontrol, særligt når Delta-varianten spreder sig.

- Derfor håber jeg virkelig, at vi kan få vaccineret så mange som muligt så hurtigt som muligt, siger hun til avisen.

Hun har ikke en entydig forklaring på, hvorfor de ledige tider tilsyneladende ikke bliver revet væk. 

Men et bud lyder ifølge avisen på, at mange holder sommerferie andre steder end i deres hjemmeregion og derfor venter med vaccinationen.

Sundhedsstyrelsen forventer at begynde at invitere børn i alderen 12-15 år til vaccination om cirka to uger.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS