Så mange fik øjenskader nytårsaften

Alle dem, som ved nytår er kommet på hospitalet med øjenskader, har ifølge læge været drenge og mænd

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvert år kommer folk ind på landets skadestuer med skader fra nytårskrudt - og overgangen til 2023 var ikke anderledes. 

Øjenafdelingerne på landets hospitaler har nytårsaften og -nat behandlet 25 personer med øjenskader.

Det siger Ulrik Correll Christensen, der er øjenkirurg på øjenafdelingen på Rigshospitalet. Han har indsamlet tal fra hele landet.

- Det er meget normalt, at vi ser mellem 20-25 personer, der kommer til skade omkring nytår.

Flere på vej

- Der har været nogle i dagene op til nytår, og der vil også komme nogle de næste dage, så det samlede tal bliver formentlig højere, siger han.

Alle med øjenskader har været drenge og mænd under 50 år. En tredjedel af dem har været under 18 år. De yngste har været 13 år.

Flest uden briller

Ved indgangen til 2022 blev der behandlet 16 personer med øjenskader.

For de flestes vedkommende har de ved årets nytårsfejring ikke haft sikkerhedsbriller på, mens de har fyret fyrværkeri af eller overværet det.

Det gælder ifølge Ulrik Correll Christensen for 23 ud af de 25 personer.

25 mænd og drenge fik øjenskader nytårsaften og nat.
25 mænd og drenge fik øjenskader nytårsaften og nat.
Powered by Labrador CMS