Så bidende koldt bliver det
Vi har udsigt til en flot dag med frostklart vejr og sol
Der venter os en bidende kold start på dagen. Og det iskolde vejr vil vare ved i løbet af dagen.
Vejret byder på resterne af gårdagens snebyger til den østlige del af Sjælland torsdag morgen.
- Og så er en ny omgang snevejr på vej ind over landet fra Nordsøen, som vil bevæge sig mod Sydjylland, Sydfyn og Lolland-Falster i formiddagstimerne, fortæller Trine Pedersen, vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Newsbreak.dk.
Politiet advarer om, at der er glat på vejene fra morgenstunden, og opfordrer til at køre i god tid - og køre forsigtigt.
14 graders frost
Vi har udsigt til en opklaring nordfra, som vil brede sig mod syd. Det betyder, at vi får sol.
- Det bliver en rigtig flot dag, lyder det fra meteorologen.
I morgentimerne kan man opleve helt ned til 14 graders frost. Og det kolde vejr fortsætter, idet der venter mellem to og otte graders frost.
Det bliver koldest mod nord.
Vi får svag til jævn vind fra forskellige retninger.