S: Der er for meget vold i danske hjem

Danmark skal øge indsatsen for at bekæmpe vold i hjemmene, mener socialdemokratisk folketingsmedlem

Antallet af voldsofre er eksploderet.
Antallet af voldsofre er eksploderet.

Citathistorie: TV2 Østjylland

Antallet af voldsofre er over en syvårig periode eksploderet i Danmark, men vi bruger ganske få penge på at forebygge volden, hvis vi sammenligner os med eksempelvis Norge.

I Norge har man prioriteret at bruge mange midler på også at behandle udøverne af volden og ikke kun ofrene.

Og nu erkender Socialdemokratiets familie- og socialordfører, Camilla Fabricius, at man ikke er i mål med indsatsen på området - og at det norske niveau i voldsbekæmpelse bør efterfølges.

- Vi er i gang, men jeg synes ikke, at vi er i mål, siger hun.

- Partnervold er ikke okay, så det er noget, vi samlet set skal tage ansvar for. Derfor er jeg rigtig glad for, at Folketinget for en uge siden afsatte 6 millioner kroner årligt de næste fire år til netop behandling af voldsudøvere, siger Camilla Fabricius til TV2 Østjylland.

Camilla Fabricius
Camilla Fabricius

Hun siger, at de penge, der lige er blevet afsat, bør være en start.

- Vi er nok er nødt til at kigge på, om vi skal afsætte flere, siger Camilla Fabricius.

Siden 2012 er det kun gået en vej med antallet af voldsofre i Danmark – og desværre er udviklingen negativ.

Stigning på 71 procent

Fra 2012 til 2019 var der en stigning på intet mindre end 71 procent – hvilket vil sige, at der i 2019 var ca. 29.300 ofre, viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2020 var det tal faldet til 28.186.

Og i Norge bruger man hvert år det, der svarer til 60 millioner danske kroner alene på at hjælpe voldsudøvere til at stoppe deres handlinger.

Otte millioner i Danmark

I Danmark bruger vi otte millioner kroner på det samme - indtil videre.

Det betyder, at nordmændene hvert år kan hjælpe cirka 2.000 voldsudøvere med at stoppe med at begå vold, mens kun 2-300 voldsudøvere herhjemme kommer i behandling.

Og da TV2 Østjylland spørger socialdemokratisk folketingsmedlem, Camilla Fabricius, om det er hendes ambition, at den danske indsats skal på niveau med Norges, er hun tydelig.

- Ja, det er det, og jeg synes også, at jeres indslag viser, at der i Norge har været politisk vilje til at gå foran. Og vold overfor ens partner er stadig vold, og der skal også dømmes derefter, og der skal laves indsatser, så det kan du tro, at jeg vil kæmpe for, siger Camilla Fabricius.

Målrettet fokus

I Norge har den tidligere justitsminister, Knut Storberget, da også haft et målrettet fokus på vold i de nære relationer.

- Fra jeg gik ind i politik, så var dette absolut tema nummer et. Til manges ærgrelse. Men jeg mente, at hvis du skal arbejde med jura og kriminalpolitik, så kan du ikke komme udenom, at så mange børn og kvinder lider under både trusler og overgreb, siger han til TV2 Østjylland.

Derfor har han også svært ved at forstå, at man ikke i højere grad sætter penge af til at forebygge volden.

- For børn og kvinder opleves det her som en daglig terror. Og indsatsen mod terror er stor i justitssektoren, men den terror, som virkelig rammer hver dag hos de mest sårbare – hvorfor skulle vi være nonchalant og tage let på det?, spørger han retorisk.

National handlingsplan

I Norge fik man allerede ved årtusindskiftet den første nationale handlingsplan mod vold i nære relationer, og da Knut Storberget blev justitsminister i 2005, optrappede han indsatsen med endnu en plan, der hed vendepunkt.

Det har dog ikke fået antallet af sager til at falde, tværtimod.

- Jeg kom i den paradoksale situation som justitsminister, at jeg blev anklaget for, at nu eksploderer det i familievoldssager, og domstolene var under pres. Og jeg måtte sige i medierne, at ja, det er faktisk godt, for før skete det, men der var ingen, som reagerede, men nu får vi i hvert fald fat i flere end tidligere, siger Knut Storberget.

- Det er vanskeligt at konkludere, at det er fænomen som vokser eller går ned, for der er så meget skjult kriminalitet, og meget af det vil forblive skjult.

Knut Storberget er da heller ikke i tvivl om, at de årlige 60 millioner kroner til behandling af voldsudøvere er givet godt ud.

- En krone investeret i forebyggelse er ofte fem kroner sparet i sidste ende. Men det er vanskeligt for en justitsminister at prioritere, for i den politiske debat handler det oftest om flere fængsler og mere politi. Jeg mener, at bevillingen er velanvendte penge, som vi får meget tilbage for – og vi burde have brugt meget mere, siger den tidligere justitsminister.

Powered by Labrador CMS